Sikke en lettelse: Efter et halvt århundredes hel- eller halvkiksede forsøg er det endelig lykkedes at omsætte Tintin vellykket til film. Ikke mindst ved at forholde sig ret frit til tegneserieforlægget.
En lettelse er det, fordi mødet mellem nogle af et halvt århundredes mest gennemslagskraftige billedfortællere – Tintins tegner, Hergé (Georges Remi), Indiana Jones’ instruktør, Steven Spielberg, og Ringenes Herre-instruktøren, Peter Jackson, som producer – er så opreklameret og ventet med sådan en spænding, at skuffelse ville have været et mere logisk selvskabt resultat.
LÆS OGSÅ Spielberg til belgierne: I får jeres elskede Tintin tilbage
Mennesker inden i figurerne
Nu er det i stedet blevet til et gedigent nyt tjubang-eventyr, loyal og original på én gang og fuld af menneskevenlig morskab, storslåede scenerier og forrygende tempo.
For selvfølgelig må historien nyfortælles, og som med enhver adaptation fra et andet medie skal man lige fordøje skiftet: Film er ikke tegneserie, uanset om vi taler tegnefilm, live action eller i dette tilfælde: begge dele.
I performance capture-animationen er der nemlig en levende skuespiller ’inden i’ hver digitalt formgivet figur, så Andy Serkis f.eks. ikke alene lægger stemme til, men også udfører bevægelserne for kaptajn Haddocks (i øvrigt noget spinkle) skikkelse og vejrbidte, skæggede fjæs (ligesom Serkis var ’inden i’ Gollum-figuren i ’Ringenes Herre’).
Ny Tintin-film får hug af briterneTintins drengede plusfour-klædte figur med hårtoppen og ellers et ansigt så rundt og anonymt som en nyslået femøre har sin stemme og motorik fra Jamie Bell (’Billy Elliott’, ’Dear Wendy’).
Nok så overraskende: Bag antikvitetssamleren Sakharins såvel som piraten Rackham den Rødes magre profil med fipskæg og stikkende øjne skjuler sig 007-inkarnationen Daniel Craig.
Den dobbeltrolle hænger sammen med Spielbergs håndfaste måde at skabe enhed og symmetri på, når historien truer med at blive for broget: Manden med »det sure ansigt og det sukrede navn« er her gjort til ejer af Møllenborg (brødrene Fughl er strøget af historien) og efterkommer af piraten fra det 17. århundrede, ligesom friherre Frans af Hadoque er forfader til nutidens Haddock, og begge gør krav på arven og de tre modeller af tremasteren ’Enhjørningen’.
Det høje C
Kampen mellem dem er historiens drivkraft og kulminerer i to storslåede scener: det fra tegneserien kendte søslag, hvor fregat og kaperskude nu som noget nyt får takkelagen viklet ind i hinanden (tak for lån til ’Pirates of the Caribbean’) – og så en parallel duelscene mellem ’nutidens’ Haddock og Sakharin i styrehuset på hver sin kæmpekran på kajen ved siden af det gode dampskib ’Karaboudjan’.
Ja, ’Karaboudjan’ – for ind i historien om ’Enhjørningen’ og begyndelsen på ’Rackham den Rødes skat’ er blandet et tredje Tintin-album, ’Krabben med de gyldne klosakse’, så Tintin kan møde Haddock og den lede styrmand Allan, og de efter havsnød og ørkenvandring kan opleve en figur, der ellers er fremmed i den nordafrikanske sammenhæng: Operadivaen Bianca Castafiore tager det høje C med knusende følger!
Her er historiens rum lige ved at blive overfyldt, men en efterfølgende flyvende, fløjtende forfølgelsesscene gennem den marokkanske havneby Bagghars gader og luftrum slår mageligt tegneseriens ditto – og de fleste af filmhistoriens!
Premiere i dag i CinemaxX, Empire, Falkoner, Imperial, Palads og Park (Kbh.) og mange biografer landet over
Livagtigt
Stramningerne i plottet kan en manustrio tage æren af, og tempoet må også filmens klipper, oscarvinderen Michael Kahn, krediteres for.
Star Wars- og Indiana Jones-komponisten John Williams har leveret musikken, som jo altid har været næsten vigtigere for tegnefilm end for kødfilm; men heldigvis slipper vi for disneyske nykker med indlagte sange.
Femten år efter ’Toy Story’ er den digitale billedskabelse af både figurer, landskaber og begivenhedsforløb nu så vidt, at alt, hvad tegneserier før var alene om at kunne, kan vises fuldkommen naturtro – fra dyrenes livagtige pels og fjerdragt til fuldriggere i tilintetgørende tvekamp.
Men heldigvis er personerne stadig ’kunstige’ i 3D-teknikkens glatte enkelhed, der genskaber noget af uskylden fra Hergés berømte, disciplineret ensartede konturstreg, la ligne claire.
Uden skam kan indledningsscenen lade Tintin portrættere – på loppemarkedet med skibsmodellen – af en hurtigtegner, der er en klar (men ikke flatterende) karikatur af Hergé selv.
Plads til forbedring
Men ikke alt kan selvfølgelig lykkes lige godt.
Terry – seriens livskunstner og helt af natur modsat Haddocks karaktersvage og alkoholiserede humørsvingninger og Tintins spejderdydige selvdisciplin og driftsforsagelse – er næsten bedre end på papiret (og vel at mærke uden nogen levende hund ’indeni’), mens Dupont og Dupond trods deres store komiske potentiale her er blevet mærkeligt fade, næsten bøvede. Der er plads til forbedring, hvilket desuden er planlagt:
Slutningen lægger klart op til den fortsættelse af skattejagten, hvor også professor Tournesol kan dukke op med sin som haj kamuflerede enmandsubåd.
LÆS OGSÅ Filmfolk lover Tintin 2 lige efter Hobitten
Hans elskeligt tunghøre distraktion – såvel som Rastapopoulos’ skurkagtighed eller Max Bjævermoses ulidelighed – længes man allerede efter også at møde i de nu på samme tid gammelkendte og splinternye eventyr.
fortsæt med at læse
