At rose den finsk-danske animationsfilm nr. 2 om det unge rensdyr Niko for bl.a. at være en usædvanlig ren historie lyder måske mest som et dårligt ordspil.
LÆS OGSÅ 'Niko og de flyvende rensdyr' er årets juletegnefilm
Men i en ’familiefilm’ er det sjældent – også i international målestok – at finde et så enkelt og dog rørende og spændende plot om komplekse følelser gennemspillet i så fint afstemt balance mellem humor og alvor, sjov og action, tempo og eftertanke.
Nyt familiesår
I ’Niko og de flyvende rensdyr’ fra 2008 fandt han sin fjerne og forsorne far foran Julemandens kane og lærte også selv at flyve; men næppe er det familiesår ’helet’, før et nyt opstår:
Nikos enlige mor får en kæreste, en ’bonusfar’ med egen søn. Ikke nok med at Niko må undvære sin heltefar og dele sin mor med hendes ny kæreste, han skal oven i købet have paplillebroren Jonni på slæb!
Kamp om luftrummet
Men: Rensdyrkalven eller -kiddet bliver kidnappet. Hvor heldig kan man være?!
Den diabolske Hvide Ulv, sneviddernes blodtørstige svar på Mylady og søster til Den Sorte Ulv, som Niko overvandt i sidste film, vil nemlig sammen med sin hær af ørne – kun med kyllingehjerner ganske vist, men hver synger med sit næb, og sikke en barbershopkvartet! – generobre luftrummet fra Julemanden og hans ukuelige Kanebande.
Helst med Niko som gidsel og lokkemad, men lille Jonni kan også bruges i mangel af bedre.
Hemmeligheder og selvbedrag
Nu hjemsøges Niko af samvittighed, og i en sky af hvide løgne slipper han hjemmefra for at redde snotungen.
Den ensomme gamle, halvblinde ren Tobias, der har sine egne hemmeligheder og selvbedrag, slår heldigvis følge med den unge buk sammen med første films komiske par, en hermelin ved navn Wilma og det gamle egern Julius, der ser sig selv som Nikos huslærer.
Internationalt niveau
Den voldsomme kamp om Julemandens og de flyvende rensdyrs hovedkvarter har det hele: ørne på lur, ulv i spring og rensdyrkid i knibe, Kanebandens kavaleri sat ud af spillet, og Nikos afgørende kamp formet som en forrygende 3D-rutsjebanetur mellem susende samlebånd og knirkende tandhjul i Julemandens værksted – som ganske vist ligger i finske Rovaniemi.
Dansk juletegnefilm har både spænding og drøj humor
Det hele krydret med veloplagte danske stemmers humoristiske dialog anført af Lasse Lunderskov som gamle Tobias og Anette Heick som den livsfarligt sexede Hvide Ulv.
Med Jørgen Lerdam (senest ’Olsen-banden på de bonede gulve’) som medinstruktør har danske A. Film stadig en solid aktie i succesen. 2’erens fortælling holder lige så fin flyvehøjde som 1’eren, teknisk et niveau højere – og det vil sige på fuldt konkurrencedygtigt internationalt niveau.
Årets bedste julefilm
Det let karikerede, robuste figurdesign er, alle forskelle ufortalt, snarere i stil med ’Ice Age’ end med Disney.
Sammen med de smukt enkle, snehvide og himmelblå naturscenerier slutter designet sømløst om denne usædvanlig velproportionerede historie om børns og voksnes valg mellem den ideale ærlighed eller de nødvendige hvide løgne, selvvalgt ensomhed eller flokkens og familiens fællesskab – med alt hvad det rummer af ansvar og skyld, bøvl og idyl.
Medmindre der indtræffer et animationsmirakel i den næste måneds tid, er ’Niko 2’ årets bedste juletegnefilm for både (børne)børn og (bedste)forældre – biologiske eller bonuseksemplarer.
fortsæt med at læse
