Frygten for, at amerikanerne i ’Operation Valkyrie’ skulle forvandle den tyske nationalhelt Stauffenberg til en scientologisk flødebolle, viser sig ganske ubegrundet.
Sagen alvorligt
Men nu er det heller ikke en tilfældig lejesvend fra Hollywood, der har instrueret filmen om attentatet på Hitler. Da Bryan Singer skulle vælge sit første projekt efter hittet ’Usual Suspects’, lavede han i 1998 det intense lille kammerspil ’Apt Pupil’ om forholdet mellem en gammel nazist og naboens lidt for lærenemme dreng.
Også i hans film om superheltene ’X-Men’ havde nazitidens forbrydelser en lille, men central rolle. Så når Singer både som instruktør og koproducer har kastet sig over Stauffenbergs heroisk fejlslagne forsøg på at sætte Hitler ud af spillet i sommeren 1944, er det, fordi han har tænkt sig at tage sagen alvorligt. Der er, så vidt jeg kan se, heller ikke noget som helst useriøst eller blamerende historisk gradbøjet over ’Operation Valkyrie’. Den er faktisk ikke voldsomt forskellig fra filmversionen af Jo Baiers fem år gamle tyske ’Stauffenberg – Operation Valkyrie’.




























