Man kan med rette sige, at brødrene Dardenne altid laver den samme film, og alligevel er der nye ting at komme efter i deres seneste film, 'Drengen med cyklen', som har premiere i dag. Tematikken er ganske vist den samme som altid: forholdet mellem forældre og børn, mellem samfund og individ, mellem skyld og ansvar - og også et par af skuespillerne er Dardenne-gengangere - men på imponerende vis lykkes det de belgiske brødre at fortælle den samme historie på en ny måde, så man igen får en ny indsigt og en stor kunstnerisk oplevelse. Forladt på børnehjem 'Drengen med cyklen' følger 12-årige Cyril (Thomas Doret), hvis far har placeret ham på et børnehjem, fordi han ikke kan overskue at være far. LÆS OGSÅHåndholdt teenagefilm fornyer sci-fi-genren Faderen har lovet Cyril, at han henter ham efter en måned, og at han ikke sælger drengens cykel - to løfter, Cyril har lettere ved at tro på end vi andre. Ukuelig jernvilje Cyrils hæsblæsende jagt på først faderen, siden cyklen, er lige så indædt, som den er hjerteskærende - hans hjerte er knust, men hans jernvilje er intakt. Det, der er indlysende for alle omkring ham, nægter han pure at anerkende, og hans stædighed vinder ham en plads i damefrisøren Samanthas hjerte (Cécile de France). Et drys af eventyr Hun køber hans cykel tilbage og inviterer ham til at tilbringe sine weekender hos sig. Hun er en kvinde uden forhistorie, og havde det været en Hollywood-film, havde hendes handlinger krævet en forklaring, men hos Dardennes er hun et menneske, der definerer sig via sine valg. Hendes rørende omsorg er et mysterium i filmen, et drys af eventyr i den barske realisme, men forståelig for alle med et hjerte - for selv om brødrene Dardenne aldrig dømmer deres personer, kræver filmen selvfølgelig, at man i en eller anden grad kan holde af den lille hårde bylt af indestængt rædsel, som Cyril er. Svigtede børn og selviske voksne 'Drengen med cyklen' virker velkendt af flere grunde. Den enkle, socialrealistiske fabel om svigtede børn og selviske voksne er indbegrebet af en Dardenne-film, og med Jérémie Renier i rollen som faderen kan man ikke lade være at tænke på brødrenes egen Cannes-vinder 'Barnet', som handlede om et teenagepar, der ikke magtede ansvaret for et spædbarn - og at Cyril er det barn blot ti år senere. Treenigheden far-søn-cykel sender naturligvis også tankerne i retning af den socialrealistiske klassiker 'Cykeltyven' af Vittorio de Sica fra 1948, hvor far og søn turer Roms gader rundt for at finde den stjålne cykel - ind til faderen skuffer sønnen slemt ved selv at stjæle en cykel. Kunstens trøst af virkeligheden Men én ting gør 'Drengen med cyklen' til en atypisk Dardenne-film. De har nemlig valgt at bruge musik - ganske lidt, men med stor effekt, særligt fordi det er så uventet hos de belgiske purister, der ellers skyr enhver forskønnelse af den socialrealistiske virkelighed, deres film skildrer. LÆS OGSÅSentimental film smører tykt på Suu Kyis enestående historie I 'Drengen med cyklen' gentages en kort passage fra orkesterindledningen til Beethovens 5. klaverkoncert tre gange i løbet af filmen. Hver gang sker det, når der er en følelsesmæssig omvæltning i Cyrils liv, og musikken lægger sig som et diskret kærtegn om Cyrils spinkle skuldre, som en kunstens trøst af virkeligheden, og det føles som et lille mirakel hver gang. »Jeg drømmer ikke« Det kan måske lyde, som om 'Drengen med cyklen' er en mere sentimental version af Dardenne-brødrenes evige fortælling, men sådan føles den nu ikke, selv om der er trøst. »Du må ikke blive ked af det, hvis det ikke bliver, som du drømmer om«, advarer Samantha, da hun og Cyril opsøger hans far. »Jeg drømmer ikke«, er hans svar, som indfanger filmens tone meget fint. Der er omsorg og kærlighed, men ikke de store forventninger til, at tingene nogensinde bliver perfekte. Men ud af tristessen fødes et spinkelt håb, såvel for Cyril med cyklen som for filmkunstens fortsatte evne til at formidle de gode historier så simpelt og godt som her.
FACEBOOK