Takket være billigt digitalt udstyr er det nu muligt for alle at lave deres egne film. Samtidig poster man i Hollywood masser af penge i at lave film, der ligner amatørernes håndholdte anstrengelser så meget som muligt.
Det er især de såkaldte ’P.O.V’ (’Point of View’)-film, hvor man foregiver, at filmen bygger på fundne optagelser fra digitale kameraer, mobiltelefoner eller overvågningskameraer. Hvis det ser ud ad helvede til, må det være ægte!
Konklusionen er selvfølgelig den stik modsatte. Man kan ikke stole på noget som helst. Og da slet ikke, hvis man i Hollywood lader, som om man helt tilfældigt har fundet en poltergeist i en skraldespand.
Foreviger lortelivet i HD
’Chronicle’ indskriver sig i den filmiske bølge af pseudo-autentiske pseudo-brugerfilm, som begyndte med ’Blair Witch Project’, har hærget med ’Paranormal Acitivity’ og nylig nåede et lavpunkt med ’Devil Inside Me’.
Men med et budget på 12 mio. dollar arbejder ’Chronicle’ både mere traditionelt og utraditionelt med ’P.O.V’-præmissen.
Andrew har så mange problemer med sit lorteliv, at han beslutter sig for at dokumentere det. Han vil filme sit liv for at få lidt styr på det. Nu skal både hans voldelige far, døende mor og plageånderne fra skolen foreviges med et HD-kamera.
Pludselig får man superkræfter
Sammen med vennerne Matt og Steve støder Andrew under et rave-party ude i en skov på et mystisk hul i jorden. Da de hopper ned i det, kommer de til en underjordisk gang. Her venter et mystisk fænomen. Måske en selvlysende rum-edderkop?
I hvert fald synger David Bowie i filmen ’The Spiders From Mars’. Hvad tingesten end er, viser den sig at give drengene både næseblod og telekinetiske kræfter.
De kan nu flytte rundt på ting ved viljens kraft. Efterhånden som de lærer at beherske kræfterne, forvandles deres liv fra kedsommeligt til fantastisk. De kan bogstaveligt talt slippe jordforbindelsen, og de bruger i første omgang deres nye kræfter til at have det sjovt og fyre den af.
Men som vi jo ved fra Voltaire via Spiderman, følger der et stort ansvar med at have stor magt over tingene. Især for den indebrændte Andrew er det svært ikke at falde for fristelsen til bruge de uventede superkræfter til at straffe de formastelige.
Fin genremæssig uforudsigelighed
Så fra at være sådan lidt ’Blair Witch’ og ’Paranormal Activity’ glider ’Chronicle’ over i en blanding af ungdomsfilm og superheltefilm, hvor det spændende er, at der for en gangs skyld er tale om ’superhelte’ uden nogen form for uniform eller moralkodeks vedhæftet.
På den led er filmen også i pagt med tidens mange moralske selskabslege for unge mennesker med og uden reality-tv. Hvad ville du gøre, hvis du kunne gøre, lige hvad pokker du ville? Redde verden eller løfte pigernes nederdele med ånden i stedet for hånden?
Også den tyske filosof Schopenhauer er på banen som eksamenspensum. Schopenhauer så verden som en forlængelse af menneskets vilje og slog fast, at mennesket er lig med summen af sine begær.
Hvilket lige præcis er den udfordring, de tre unge mænd i ’Chronicle’ bliver stillet over for.
Der er mere gennemtænkt gods i ’Chronicle’ end i letgennemskuelige fænomener som ’Paranormal Activity’ og ’Devil Inside Me’, og i den første time af Josh Tranks debut sker der hele tiden uventede skred i præmissen. Skred, som gør, at man oplever en genremæssig uforudsigelighed , man ellers mest kender fra koreansk film.
Ender desværre som det plejer
Desværre fører handlingens logik filmen stadig længere ud på en gevaldigt gyngende grund. Det hele ender så vildt overgearet, at ’Chronicle’ paradoksalt nok kommer til at ligne lige præcis det, man så længe troede, den ikke var.
Nemlig endnu en ombæring hovedløs amerikansk ramasjang, hvor smadringen af bygninger og ophobningen af kvaste politibiler forfølger sin egen kedsommelige logik.
Men så længe det går godt, er ’Chronicle’ et spændende bud på en ’hjemmevideo’ for unge, der rent faktisk vil noget med genren.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
