Små 100 år efter at Charlie Chaplin først skabte sin vagabondfigur, står en fransk stumfilm i forkætret sort-hvid med 10 oscarnomineringer og en regulær chance for at blive kåret til årets bedste film.
At ’The Artist’ efter sin premiere på filmfestivalen i Cannes i fjor har fået denne gennemslagskraft, er et fantastisk filmeventyr.
Også jeg var fornøjet og betaget ved mit første møde med Michel Hazanavicius’ utrolig gennemførte kærlighedserklæring til de gamle stumfilm, men havde nok regnet med, at den ville blive en film for feinschmeckere. Mon den overhovedet kom til Danmark?
Dramatisk komedie i sin egen ret
Det gjorde den, og nu kan alle ved selvsyn se filmen om stumfilmstjernen George Valentin, der snubler i sine sammensnørede stemmebånd ved overgangen fra stumfilm til talefilm.
Selvfølgelig er det nostalgi og kitsch med sådan en forelsket genskabelse af det gamle stumfilmsudtryk.
Men ikke kun. ’The Artist’ formår nemlig at fungere som dramatisk komedie i egen ret. Følelserne er ikke kitsch. Man sidder med livet i hænderne, latteren klukkende og en klump i halsen alle de rigtige steder.
Ikke bare en marionetdukke
Uanset om dramaet udspiller sig blandt vilde kannibaler eller skumle bolsjevikker spiller George Valentin den ukuelige helt. Han er den store stjerne, som enten iført tropehjelm eller smoking og halvmaske med sit ukuelige tandpastasmil fast monteret bekæmper mørkets kræfter. Med et kækt glimt i øjet og ledsaget af sin trofaste terrier.
Da talefilmen gør sit indtog, affejer Valentin det som en forbigående dille. Mens hans gamle studie Kinograph satser alt på talefilm, holder George Valentin på sit.
»Jeg er kunstner og ikke bare en marionetdukke«, erklærer han stolt – og ikke helt i overensstemmelse med realiteterne!
Artiklen fortsætter efter tv-indslaget:
Han satser alt på selv at instruere et stumt drama med sig selv i hovedrolle og tropehjelm, men i modsætning til Chaplin, der med ’Byens lys’ lavede stumfilm i talefilmens tid og slap levende fra det, går det helt galt for Valentin. Som en rigtig kunstner må han lave en film, der ikke ender lykkeligt.
Tragisk bliver helten suget ned i filmens kviksand. Og sådan går det jo på flere planer. På vej ned i karriereelevatoren møder han den unge Peppy Miller.
En swingpjatte fuld af pep, som var forelsket i George Valentin, da han hjalp hende til at tage de første spæde skridt i filmbyen. Nu er Peppy Miller lige så hastigt på vej op, som George Valentin er på vej ned.
To talefilm om stumfilm som forbillede
Hele vejen igennem benytter Michel Hazanavicius sig vittigt af sin stædigt stumme hovedpersons dilemma. I utallige film spiller han helten, der nægter at sige et ord, uanset hvor meget han bliver torteret! »George, hvorfor siger du aldrig noget?«, lyder bebrejdelsen på hjemmefronten fra hans frustrerede hustru.
Uanset hvad årsagen er, så nægter George at åbne munden. Han lever i en stum og smilende verden. Kun i hans værste mareridt hersker lyden af mundtøjets konstante knebren.
Genistregen i ’The Artist’ er, at den stiller sig fuldstændig solidarisk med sin hovedpersons holdning og dilemma. Da filmindustrien sidst i 1920’erne går over til talefilm, forbliver ’The Artist’ stædigt en stumfilm, der nu bare handler om talefilm!
På det punkt minder plottet om ’Singin’ In The Rain’, mens den for resten af pengene spejler sig i ’Sunset Boulevard’ om stumfilmstjernen, der lever i fortiden. Altså er denne stumfilms oplagte forbilleder to talefilm – om stumfilm!
Nu er vi alle amerikanere
Er oldingene i Oscarakademiet bare lykkelige over at blive mindet om deres egen ungdom? Jeg tror, ’The Artist’ med sin vanvittigt detaljerede kærlighedserklæring til stumfilmen ville have fået en varm modtagelse til næsten enhver tid.
Men der er en særlig timing nu. På en måde har filmkunsten aldrig mindet så meget om de gamle stumfilmdage, som den gør i disse år.
Dengang som nu var filmens verden domineret af barnlig ramasjang. Dengang som nu var det amerikanske publikum barnligt optaget af tegneseriehelte og -skurke. Nu er vi bare alle sammen blevet amerikanere. Dengang var talefilmen det nye påhit.
Et eksistentielt grundvilkår
I dag er det CGI (computerskabte effekter) og 3D. Dengang sad Murnau, Lang og Benjamin Christensen og lavede vild og seriøs kunst i hjørnerne. I dag har filmskabere som Terence Malick, Werner Herzog og Carlos Reygadas de tilsvarende roller.
Følelsen af at blive overhalet indenom og blive gjort overflødig eller ligegyldig af ny teknologi er i vor tid blevet et eksistentielt grundvilkår. Så George Valentins dilemma er letgenkendeligt. Trods alle teknologiske stormskridt er følelserne de samme.
Uanset om de kommer til udtryk i kejser Neros palads eller i kantinen hos Microsoft i Seattle ligner forelskelse, jalousi, begær, ambition, forfængelighed og tristesse sig selv.
Fabelagtig musik
’The Artist’ er et projekt, hvor det hele står og falder med detaljen. Men filmen er ikke lavet for at forføre filmprofessorer, men for at begejstre filmpublikummet.
Detaljerigdommen i genskabelsen er overdådig, samtidig med at Hazanavicius netop har tilladt sig selv en knivspids ironisk distance, som gør, at ’The Artist’ diskret kan kommentere sin egen fremstilling af stumfilmens epoke uden at punktere illusionen. Den måske mest sikre Oscar bør gå til komponisten Ludovic Bource.
Musik har altid følelsesforstærkerens rolle, og det gælder endnu mere for stumfilm. Bource har lavet en musik, som både genskaber fortiden, kommenterer ironisk på handlingsforløbet og forstærker følelserne, så tåren rammer øjenkrogen med millimeterpræcision.
En renfærdig cineasts forelskelse i Hollywood
Også skuespillerne står stærkt. John Goodman er guld værd som filmmogulen Al Zimmer, men det er Bérénice Bejo og Jean Dujardin som Peppy Miller og George Valentin, der er dagens par i celluloidskysovs.
Dujardin smiler og smiler sit heroiske smil, der ikke er til at banke ned med en hegnspæl i hverken sol eller regn. Også Bérénice Bejo smiler, så øjnene tindrer. Det er heroisk. Smilene hos disse kunstnere og marionetdukker, der får reddet os helskindet igennem de tungeste dage.
For bag konflikten mellem stumfilm og talefilm handler ’The Artist’ om glæden ved at se film. Alle film! Og gør det med en renfærdig cineasts forelskelse i Hollywood, som røber, at filmen er fransk og ikke amerikansk.
fortsæt med at læse
