Han brød igennem på den lille skærm som den store overvægtige, men også overkloge og overmenneskelige Dan Conner, samlever med ’Roseanne’ i tv-serien af samme navn, fra 1988 og hele ni år frem.

Den godhjertede John Stephen Goodman – faktisk en af de få vaskeægte arbejdere i amerikanske fjernsynsfilm og lignende. Aldrig dårlig, selv i dårlige film Han scorede da også en Golden Globe i 1993 som netop en sådan typisk amerikaner mere til McFeast og fritter end foie gras og Pomerol. Oplagt en sjov mand, som i sin fremtoning som amusant tyksak trækker tråde tilbage til stumfilmens muntre mænd med burlesk embonpoint, såsom den uheldige ’Fatty’ Arbuckle. Hvilket da også skaffede Goodman en signifikant birolle i stumfilmspastichen ’The Artist’ fra 2011. Men der har været rigtig mange sammenhænge, hvor han var proppen i en mere eller mindre god flaske af en film. Aldrig dårlig, selv i dårlige film. Men du skal ikke tage fejl af John Goodman som blot endnu en overernæret humørbombe, hvis kinder ryster som jordskælv når han griner. Thi hvad Max von Sydow var for instruktøren Ingmar Bergman, kan John Goodman siges at være for brødrene Coen, som i film efter film har givet ham væsentlige roller i små og store sager.
Altid tyk på den fede måde Han burde således helt klart have fået en Oscar som den psykopatiske handelsrejsende i brødrenes fremragende Hollywoodhistorie ’Barton Fink’ (1991). Eller som den bowlingspillende, smålabile Vietnamveteran i kultfilmen ’The Big Lebowski’ (1998). Eller som sydstatskyklopen fra Ku Klux Klan i Coens udgave af ’Odysseen’, ’O Brother, Where Art Thou’ fra 2000. Ja, det er faktisk en gåde og en skandale, at denne i ordets alle betydninger grandiose skuespiller ikke har fået flere priser. Men værdsat er Goodman imidlertid og har kalenderen fuld med job godt ind i fremtiden.