Bilruderne er nedrullede. Gennem ghettoens sandede, støvede, solkogende gader triller bandelederen 2Pac med et ladt våben mellem benene. Geværets munding stikker ud af forruden.
En joint skyder frem mellem hans læber indimellem, mens han rapper et selvbiografisk hiphop-nummer, der gør ham til både helt, offer og i hvert fald hovedperson. Alle undtagen rendestenenes omkringtumlende små, snavsede blebørn ved, hvem han er.
Hjemme hos gangsterbaronen
2Pac er ’Chief’. Det vil sige chefen, høvdingen, gangsterbaronen og det frygtede forbillede i et haitisk slummet helvede uden for hovedstaden Port-au-Prince. Kaldenavnet 2Pac har han tilladt sig at låne af en amerikansk gangsterrapper, der 25 år ung blev skudt ihjel i 1996 og derefter overgik til martyrernes berømmelsesland.
Fra hiphop har han også lånt inspiration til at formulere sig i action-rap, der solidariserer sig med udskud som ham. Geværet i skridtet er en anden del af hans historie. Det er et våben, han skilter med, fordi han er regeringsbetalt ghettosoldat med opdrag til at sørge for regeringsstøttende lov og orden i et område præget af kaos, sult, tørst, kriminalitet, forurening, analfabetisme og tidlig død.
Der er næsten ingen gamle mennesker i Cité Soleil, men der er for mange børn. De bliver født i gaderne og har navlestrenge dinglende mellem lårene, mens de slæbes væk til ukendte, men sandsynligvis rædsomme skæbner.
2Pac er en af hovedpersonerne i danske Asger Leths film ’Ghosts of Cité Soleil’. Ligesom sin far, Jørgen Leth, har Asger Leth et tæt forhold til Haiti. Men hvor faderens film bliver refleksion og stille, tankekaldende æstetik, er sønnens så handlingsmættet og hiphop-musikalsk, at man efterlades både stimuleret og konfus.
Kontakt med både politi og bandeledere
De mange medvirkende i helteløse ’Ghosts of Cité Soleil’ er en forklaring på forvirringen. Især i indklippede nyhedshistorier fra amerikanske tv-stationer opremses situationen i Haiti ved hjælp af så mange navngivne, korrupte mennesker, at man bliver konfus som tilskuer.
Det er der, 2Pac og hans ligeledes bandeledende bror Bily kommer ind som forklarende identifikationsmodeller af en usympatisk art. Der er ingen helte blandt hovedpersonerne i ’Ghosts of Cité Soleil’. Til gengæld er der skurke, hvis motivation man undervejs forstår så godt, at man ønsker 2Pac og Bily det bedste.
Begge spiller de sig selv med et nærvær, som vidner om, hvor tæt Asger Leth har været på dem. Instruktionsmæssigt er det imponerende, at han i samme periode er blevet så fortrolig med politi, fredsbevarende styrker, oppositionspolitikere, nødhjælpsarbejdere og andre i Haiti, at han har været i stand til at skabe kontakt til dem alle. Selv om de i udgangspunktet havde sympatier andre steder end hos den håbløse ghettos bandeledere. Med undtagelse af den franske nødhjælpsarbejder Lelé.
Som en thriller
Vanviddet i Haiti symboliseres på kanten til det ubegribelige af Lelé. Hun er sendt til Haiti fra Frankrig for at hjælpe i slummen. Men hun bliver ikke bare inddraget i ghettoens sociale problemer. Som et absurd sideskud i en i forvejen vidt sigtende historie bliver Lelé en hovedperson, da hun forelsker sig i 2Pac.
Haiti ligger to timers flyvning fra Miami i USA. Det er en af verdens farligste nationer at vokse op i. Asger Leths modigt filmede historie om Cité Soleil er barsk, modig, håbløs og musikalsk. Man forlader biografen med machoaffyret krudt mellem ørerne. Men husker efterfølgende, at Haitis rappere glimtvis ville gå andre veje end den korrupte.
Kan ’Ghosts of Cité Soleil’ få andre end de i forvejen overbeviste til at se dokumentarfilm i biografen? Mætheden af informationer taler imod det. Men tætheden af action er lige så stram som i en thriller.
fortsæt med at læse
