Af flere årsager er 'Asterix og vikingerne' nok blevet den mest vellykkede af de nu 8 tegnefilm om de gæve gallere, der vel stadig er bedst kendt som tryksager og i oktober 2009 kan fejre 50 år som tegneseriefigurer: Den grundlæggende dynamiske historie er her heldigt suppleret med nye figurer. Skuespillet er også - både i streg og stemmer - mere omhyggeligt, fortællerytmen bedre, tegnestilen mere egal end i de øvrige tegnefilm. For nu slet ikke at tale om de i mine øjne mere end tvivlsomme 'kødfilm' med levende skuespillere! Uden ligefrem at brovte som en viking tør man måske også sammenfatte flertallet af de årsager i én: at produktionen har ligget hos danske A. Film og instruktørerne Fjeldmark og Møller, med deres håndelag for at kombinere spænding og humor og deres lange internationalt anerkendte erfaring med at koordinere animationsarbejde i mange lande. Provoix hedder den unge langhårede knægt fra Paris, som Asterix og Obelix får til opgave at gøre til kriger i denne historie, som Uderzo og Goscinny første gang udgav i 1967, da beatmusik og pagehår endnu var eneste varsel om ungdomsoprørets brosten året efter. Provoix er en lille blærerøv fra storbyen, men også en rigtig bangebuks - og derfor interessant for de hærgende vikinger at kidnappe. Halgrim Helgrimsøn fra isbjergenes land har nemlig hørt, at »frygten giver gallerne vinger«, og hans magtliderlige og skriftkloge rådgiver Runograf ser sin egen og sin enfoldige søns fordel i at opmuntre høvdingen til at fange en galler, lure ham kunsten af - og lære at flyve! De er skøre, de middelalderrockere! Men apropos rock: Som modernitetens repræsentant råder Provoix også over de tre store S'er: Selvtillid, Sjarme og SMS-teknologi - det sidste i form af en brevdue, der kan hakke runer med næbbet! Duen er ny i filmversionen, ligesom vikingekonen Vikea (lidenskabeligt optaget af selvsamlermøbler) og ikke mindst datteren Abba, en virkelig vellykket teenageskjoldmø, der snyder sig med på togt til Bretagne og falder pladask for det parisiske popvrag! Med disse tilføjelser er det også antydet, at løsningen på gidseltagningen må give Trubadurix' hjerteskærende sangerkunst en mere tilbagetrukken rolle her end i albummet, hvor de nordiske terrorister først lærte frygten at kende ved mødet med hans røst! Ellers er filmatiseringen - på godt og ondt - tro mod Goscinnys historie og dens selvironisk overdrevne fordomme såvel som mod Uderzos gallerstreg med hængeskæg og kartoffeltud. Fortællingen savner nok fra fødslen en mere interessant og morsom centrumfigur end slapsvansen fra byen - en egentlig udfordring a la de senere album 'Lus i skindpelsen', 'Byplanlæggeren' eller 'Profeten'. Men Abba på de godes side og Runograf & Søn som skurke råder delvis bod på dét, og hvad filmen kan savne i personsatire, kompenserer den for med det hidtil mest egale fortælle- og tegnehåndværk og velanbragte ajourføringer til 2006 - f.eks. også med Celine Dion på soundtracket! Det er lurmærkede løjer.