Ødemark og jammerdal. Undergang og spinkelt håb. Kærlighed og opofrelse. Lidelser og rædsler.
Store, ja, bibelske ord indgår i signalementet af den apokalyptiske ’The Road’, Pulitzervindende roman af Cormac McCarthy (også ’No Country for Old Men’, som Coen-brødrene filmede) og nu film, instrueret af amerikansk-britiske, men australsk uddannede John Hillcoat.
LÆS ARTIKEL Anmelderne: Glæd dig til Viggo & Søn
En ikke nærmere forklaret katastrofe – det kunne være Bomben, men Haiti i disse uger melder sig også som association – har ramt USA’s flora, fauna og infrastruktur, og uden strøm, benzin og fødevarer tilbagestår kun den nøgne overlevelseskamp for stadig færre, sultende og desperate mennesker.
Spredte bander har frit spil, men mangel på bytte – medmindre de griber til kannibalisme.
Kun to patroner
I dette tusmørkegrå undergangslandskab af tomme bygninger, nøgne træer og gold jord vandrer Manden og Sønnen med deres få ejendele i en indkøbsvogn – blandt andet en revolver med kun to patroner.
Igen og igen indprenter faren kærligt drengen, hvordan han skal holde skyderen for at afslutte sit liv, før han bliver udsat for noget værre.
De to vandrer mod kysten – et spinkelt håb om et bedre liv – men overgreb og navnløse rædsler lurer, sult og kulde tærer. Også på moralen.
Kannibaler i kælderen
Bag dem ligger erindringen om Hjemmet og Kvinden. Hendes opgivelse af kampen for et ’ikke-liv’ var et grundskud mod den livskamp og selvrespekt, Manden sammenbidt kræver af sig selv og Sønnen: De skal »bære flammen videre« uden at forgribe sig på de svagere.
Kærligheden mellem Manden og Sønnen er stærk og konkret, et gensidigt ansvar indtil døden. De scener vil jeg nok aldrig glemme. Viggo Mortensen og den 11-årige Kodi Smit-McPhee spejler håb, frygt, opgivelse, rædsel.
Når de støder ind i en kannibalsk bandes chokerende kælderforråd af lænkede, nøgne mennesker! Og når de i et underjordisk bombeskjul finder et midlertidigt paradis: beskyttelse og et orgie af konserves.
Charlize Theron forsvarer smukt og troværdigt Kvinden, der deserterede fra livskampen.
Som perler på en snor
Fjernt fra ethvert Hollywood-ragnarok har Javier Aguirresarobe med kameraet fanget en klodes og en menneskeheds dødskramper i takt til Warren Ellis og Nick Caves musik.
Men i stedet for McCarthys stærke prosa, der stimulerer læserens egen fantasi, må film jo konkretisere alt, og det tydeliggør her skematikken:
Lidelsens vej er en spinkel tråd for de stærke scener, perler hver for sig. Men som række af episoder får de et opremsende, belærende skær – og skaber distance.
Et mytisk ekko
De to timers pilgrimsvandring nærmer sig derved en middelalderlig moralitet, det mytiske ekko runger: Bibelens grundmønster – uddrivelsen af Paradiset, jordelivets overlevelseskamp og den lidendes spinkle håb om belønning i form af et andet ’hjem’ – ligger lige under overfladen.
Moralens fakkel er også Frihedsgudindens, og USA’s vandring mod ’kysten’ som håbets sted begyndte jo, dengang pionererne ’drog mod vest’.
Filmen er storslået tænkt og indtrængende spillet. Og kærligheden tåler alt. Men dommedag kan vise sig at blive en sen død.
fortsæt med at læse
