Der var engang, hvor man kunne hævde, at gyserfilm og skrækfilm satte billeder på vores dybeste frygt og således gav dem en ramme, hvor de var lettere at håndtere.
Gyset havde ikke sjældent en symbolsk dimension, som havde den dobbelte funktion, at gyset kunne leve videre på et mere dybtliggende plan, samtidig med at man kunne ånde lettet op, når man kom ud af biografen.
Man var sådan set ikke i tvivl om, at King Kong repræsenterede den maskuline almagts skrøbelighed, og at monsteret fra den sorte lagune boblede op et sted fra underbevidstheden.
Netop fordi gyset blev kaldt frem fra det skjulte og efter endt brug sendt tilbage, hvor det kom fra, havde gyset en katarsiseffekt.
Intet får lov at leve i det skjulte
Men i internettets tidsalder får intet lov til at leve i det skjulte.
Gyset og gruen er trukket helt frem i lyset, og konkurrencen om at komme først med det værste er benhård og nådesløs.
Film som ’Hostel’ og den populære ’Saw’-serie er eksempler på, at ekstrem ultravold er blevet mainstream-underholdning.
'Saw’-filmene med deres opfindsomme torturmetoder er et uægte barn af Abu Ghraib. Et ægte barn er de ikke, da den første ’Saw’-film med seriemorderen Jigsaw dukkede op i 2004, nogenlunde samtidig med, torturen i Abu Ghraib blev afsløret.
Men det har på en måde ligget luften.
Og tanken ligger lige for: Hvis vi som repræsentanter for civilisationen er i stand til den slags, hvad kan en professionel sadist som Jigsaw og hans ivrige efterabere så ikke diske op med?
ANMELDELSE
Den syvende 'Saw'-film er den dårligste af dem alleSvarene er kommet i ’Saw’-serien, der nu er oppe på nummer 7, og allerede i 2005 var der tillige absolut realistisk splat og åndelig såvel som fysisk grusomhed i ’The Hostel’ og ’Wolf Creek’.
Tillært ligegyldighed
Imidlertid rummer disse ekstreme og ekstremt populære voldsorgier ikke noget oplæg til efterbearbejdning.
De bliver ikke så meget udtryk for ting rumsterende i en fælles underbevidsthed, som de bliver udtryk for en fælles anti-bevidsthed. Der er ikke noget, der er så ekstremt, at vi ikke kan tackle det med et skuldertræk.
Det er en tillært ligegyldighed. Det siver nu hver dag ind under huden på os, at der ikke er noget, der er så frygteligt eller alvorligt, at det ikke straks kan og skal laves om til underholdning.
Dét er den overordnede gyserfilm i det nye årtusinds første årti. En gyserfilm, man ikke behøver at være overvældende snerpet og puritansk for at mærke risle en smule ned ad ryggen.
Åh, come on - endnu en klimakatastrofe?
Problemet er, at underholdning har udviklet sig til et drug, der som de fleste andre drugs giver et kick, men på længere sigt sløver sanserne, hvis ikke mere får mere.
En verdensomspændende klimakatastrofe? Åh, come on, vi har da for længst set ’The Day After Tomorrow’! Find på noget nyt!
Synet af afbrændte, smadrede skyskraberlandskaber er efterhånden så velkendte, at de ville have været en total kliché, hvis ikke Osama bin Laden i hvert fald for en stund havde vækket os i 2001.
LÆS MERE
De dunkle drifter er flyttet ind på teatretUden dog i længden at kunne bremse appetitten på smadrede amerikanske storbyer.
Det ser bare for lækkert ud nu, hvor CGI og 3-D kan gøre illusionen næsten perfekt. Er det ikke næsten sket, når vi har set det med vores egne øjne?
Jo mere virkelig og virkelig lækker gruen er i biografmørket, desto mere uvirkelig og ude af stand til at konkurrere forekommer virkeligheden udenfor.
Det er der jo ikke noget nyt i. Filmen har altid været en stærk fortaler for eskapismen.
Hvorfor besvære sig med andet end et skuldertræk?
Det nye er, at det, man undslipper til, ikke er en kulørt uvirkelighed, men en rå handlingslammet virkelighed, hvor det værst tænkelige på en måde altid allerede lige er sket.
Så hvorfor have besværet med at udfordre handlekraften med andet end et skuldertræk?
LÆS ARTIKEL
Romantik er ikke for tøsedrengeDet er en form for underholdning, der ikke luller i søvn, men kun er alt for velegnet til at udvikle kynisme.
Blandt andet fordi historierne så ofte er firkantede klicheer, mens konkurrencen udkæmpes på opsigtsvækkende effekter og opfindsomme koncepter.
Kunsten giver en sorg, man må bearbejde
Så snart der er involveret en seriøs kunstnerisk formbevidsthed, bliver effekten en helt anden.
Når en filmkunstner som Michael Haneke konfronterer undergang eller ultravold (’Ulvetimen’ og ’Funny Games’), eller når John Hillcoat filmatiserer Cormac McCarthys ’The Road’, bliver dommedagsvisionerne hængende i bevidstheden som en frygt og en sorg, man er nødt til at bearbejde, og som arbejder videre i eftertanken.
LÆS ANMELDELSE AF 'THE ROAD'
Her er man udsat for fortællinger og en formbevidsthed, som vil noget andet end øjeblikkelig behovstilfredsstillelse igennem underholdning. Det er selvfølgelig ikke kun behageligt. Så alternativet er det populære fix. Når Hollywood for 117. gang smadrer sig selv, rækker man bare ud efter posen med Matador Mix.
Et irritationsmoment i bevidsthedens udkant
Der er blevet lavet masser af amerikanske film, som på mange forskellige måder har prøvet at sætte krigen i Irak i fokus, men de er over en bred kam blevet nærmest ignoreret af publikum.
Af politisk apati? Måske. Men næppe i begyndelsen, hvor krigen var populær og endnu ikke undergravet af sine egne uholdbare begrundelser.
Så måske skyldtes manglen på interesse bare, at den grimme, fjerne tv-krig bare blev ved og ved uden at blive rigtig vundet. Det var efterhånden ærlig talt meget lidt underholdende. Efter de første flotte fyrværkeribombardementer af Bagdad blev krigen gradvis usynlig. Et irritationsmoment summende i bevidsthedens udkant. En sag for soldaterne derovre.
Krigen fandt sin plads blandt alt det, det er nemmere ikke at tænke på. I Danmark blev krigen lige præcis dér, nærmest lige indtil dokumentaren ’Armadillo’ sidste år agerede vækkeur. Ude af øje, ude af sind – og ind i biografen til den noget mere afvekslende ultravold hos ’Saw’.
Kunne de der fantasiløse sunni-rebeller ikke finde på andet end de enerverende vejsidebomber?
Den begavede gyserfilm
Den begavede gyserfilms genopstandelse har uanset årsag fundet sted i andre filmlande.
I Spanien, hvor film som ’Børnehjemmet’ og ’The Devil’s Backbone’ har fået uhyggen til at brede sig. I Japan, hvor man stadig sætter pris på et godt spøgelse, fordi man rent faktisk tror, de døde og de levende hører til i samme verden.
I Korea, hvor alle genrer bliver rodet rundt efter veloplagt forgodtbefindende, og hvor også monsterfilmen med Bong Joon-hos ’The Host’ og vampyrfilmen med Park Chan-wooks ’Thirst’ har fået en renæssance.
LÆS ANMELDELSE AF 'THIRST'
I USA holder kun zombierne stand. De udøde myldrer frem i film efter film.
Hvor vampyren dybest set er en gammel dekadent europæer, er der ingen ende på appetitten på zombiedommedag i en nation opflasket med Johannes Åbenbaring.
Måske er zombiernes uopslidelige popularitet bare et tegn på, at det er en form virkelighed, man foregriber. Det gælder om at være bevæbnet til tænderne, når den sidste dag kommer, og djævle myldrer frem på jord.
'Twilight' føles mere virkelig end 'Paranormal Activity'
Men ét sted holder vampyrerne stand.
Bevæbnet til tænderne skal man nemlig også være i ’Twilight’-sagaen. Den superpopulære serie af teenagefilm, hvor man dyrker det erotiske som en særlig form for kyskhed på kanten af døden.
VIDEO Eftertragtet varulv er vild med danske piger
Smukke Bella Swan med den erotisk bævende underlæbe skal vælge mellem den poetisk dødbringende vampyr Edward Cullen og den etnisk korrekte indianervarulv Jacob Black med sixpack-mavestykket. Vælger Bella den dømte romantiske kærlighed, vælger hun livet som vampyr – eller rettere ikke-livet – som medlem af vampyrfamilien Cullen.
Der er mere kærlighed end gys i ’Twilight’. Kun nok til at gøre den til en vaskeægte arvtager til 1800-tallets romantiske drama, hvor prisen for ægte kærlighed altid var døden. Hvad enten det nu var for egen hånd eller tuberkler.
LÆS ARTIKEL
På en eller anden måde føles dette – indrømmet noget fjollede – drama om helt igennem uvirkelige unge mennesker alligevel mere virkeligt end mange af de utallige film, som prøver at overtrumfe realiteterne med blodsprøjt, motorsave og udbrændte skyskrabere.
Eller som i ’lavbudget som gimmick’-gyseren ’Paranormal Activity’ ved at gøre uhyggen så realistisk og konkret, at man er lovligt undskyldt, hvis man forveksler sin poltergejst med sin støvsuger.
Et rigt symbolsprog beriger virkeligheden. Klicheen og kynismen er de vampyrer, der suger livet ud af den.
KIM SKOTTE Paranormal Activity er alt for kedelig
fortsæt med at læse
