De ydre anbefalinger står sørgeligt nok i kø for at lokke os i biografen: årsdagen for histori-ens største terroraktion, den truende krig mod Irak, de uløste konflikter i Mellemøsten, religiøs fundamentalisme og en militær supermagt, som på en gang fremstår dybt skræmmende og komplet latterlig i sin oppustede vælde. Ak, ja, gru og galimatias er der nok af i den virkelige verden. Trænger man til en pause og til at få lagt et grin fra øre til øre ind i ens angstplagede ansigt, er det såre fornuftigt at se eller gense Monty Pythons forrygende farce over alt det vanvid, vi (stadig) er vidner til hver dag. Aldrig har 'Life of Brian' været så absurd aktuel som just nu, hvor filmen fra 1979 får dansk repremiere. Se den for Allahs, Guds, Jesus, Buddhas eller Satans skyld! Og send endelig en kopi eller flere til Saddam, Sharon, Arafat, George W., Tony, Osama og alle de andre drenge med kontaktbesvær. Mon ikke også de kunne bruge et begavet grin, mens våbnene rasler, og bomberne detoneres? Morsom er den nemlig stadig, 'Life Of Brian', som på dansk fik undertitlen 'Et herrens liv'. Aldrig hverken før eller siden lykkedes det for Monty Python at brodere et så flot flyvende tæppe af al den gas og alle de sprælske indslag, situationer, replikker og absurditeter, der åbenbart føg om ørerne på de implicerede. Den besynderlige handling, der sejler rundt i Det Ny Testamente som en papirbåd på kollisionskurs i Det Døde Hav, hænger nogenlunde sammen, og undervejs er der stunder af rent ud skrevet guddommelig komik. Ikke siden Osama bin Ladens hjemmevideoer har vi set så meget ørkensand og så mange absurditeter på film. Til eksempel - den indledende bjergprædiken med den (vistnok) rigtige Jesus, som ender i tumult og slagsmål mellem de almindelige mennesker, fordi en begynder at mobbe en mand med en stor næse(!), møderne i Judæas Folkefront, hvor man forsøger at tage hensyn til alle tænkelige fraktioner og derfor forbliver handlingslammede, gudedyrkelsen af antihelten Brian, den vellykkede aktion med at male graffiti (på korrekt stavet latin) på murene i Jerusalem, køen til korsfæstelse og endelig den forrygende slutscene med 'Always look on the bright side of Life' som højdepunkt. Selv om Monty Python egentlig ikke var skuespillere, lykkedes det nogenlunde for gruppens kerne at spille de i alt omkring 40 (!) roller, de var tildelt. Ikke mindst på grund af den vidunderligt, skævvredne accent fra London og omegn midt i ørkenens sand! John Cleese er formidabel som den feje og manipulerende leder af Folkefronten, Reg, og den barske romerske centurion. Afdøde Graham Chapman giver den naive Brian en fin følsomhed og en underspillet undren over den mængde af stupiditet og falskhed, der omgiver ham. Hvilken herlig 70'er-retro over den senere så berygtede bløde mand. Men også Terry Jones, Michael Palin og Eric Idle leverer fine præstationer i det, som dog først og sidst er en samlet provokation på så højt humoristisk niveau, at det rigeligt rækker til vore dages mere voldelige og tempofikserede film. Naturligvis er der scener, hvor hastigheden og timingen kunne være sat op, set gennem moderne optik. Ikke mindst den meget lange scene, hvor Pontius Pilatus med talefejlen (Michael Palin) og hans ven Biggus Dickus (Graham Chapman) med en tilsvarende fejl, udtaler alverdens navne forkert fra balkonen i paladset, er trukket for langt ud. Men sammenligner man Brians genopstandne liv med stort set alt, hvad vi siden har set af pinagtige platheder og sperm i håret på filmlærredet i forsøg på at servere komik, er der ingen diskussion: Monty Python leverede med 'Life of Brian' en af historiens mest vellykkede humoristiske og intelligente film med brod. Først siden er begreberne humor og intelligens blevet uforenelige på film, hvilket Brian Igen Igen passende kunne tildele amerikanerne nogle solide bank for, nu da han alligevel atter slynger om sig med det hårdtslående kors mod alverdens fundamentalister og krigsherrer.