Se dig ikke tilbage – her skal du se, hvordan der så ud!
Sådan lyder det paradoks, der udgør grundmønsteret i den Cannes-jury-, Golden Globe- og Oscar-belønnede italienske kultfilm fra 1989 om barndommens bif og filmenes magi.
Nu i ny kopi, som åbner for endnu en fortidsspejling: Se filmen igen, selv om du så den dengang – og husk så dig selv fra for tyve år siden.
Stadig voldsom sødme
Filmgensyn kan jo (ligesom musikgenhør) genkalde en hel omverdenssansning fra dengang – og dét er denne films fortællegreb:
Den midaldrende filminstruktør Salvatore di Vita (spillet af Jacques Perrin) vender for første gang i tredive år tilbage til den sicilianske flække Giancaldo og mindes i ét langt flashback sine aftener i ’Paradiso’, byens biograf.
Her lærte gamle Alfredo den 10-årige knægt filmoperatørens håndværk, ikke mindst teknikken med at splejse filmrullen sammen dér, hvor de ’frække’ scener med kyssene var klippet ud efter den lokale sognepræsts personlige censur.
Stadig er der voldsom sødme, men også magisk spil mellem karismatiske Philippe Noiret som den resignerede Alfredo og lille Salvatore Cascio som den næsten for nuttede ’Toto’ med den enlige mor; faderen meldes savnet i russisk krigsfangenskab.
Evigt ejes kun det tabte
Filmen ’Odysseus’ fra 1954 ser vi også en stump af – italienerne må næsten betragte filmen som deres med alle de landsmænd og -kvinder på rollelisten – men ikke i et kys.
Nej, denne scene er signifikant: Kirk Douglas bundet til masten for at kunne høre sirenernes livsfarlige sang – der jo svarer til den nostalgiens melodi, som Toto har gjort sig døv over for hele livet.
Den gamle Alfredo sagde det: Vend aldrig tilbage til byen her!
Nu skal han begraves, den gamle, drengen er tilbage som mand – og barndommens Paradiso er væk, kun landsbytossen er den samme, og så de fiktive, flygtige, forbudte kys.
Under al den rå hjemstavnsturisme og tilløb til idyllisering af fortidens elendighed vugger Morricones musik pointen frem: Evigt ejes kun det tabte.
fortsæt med at læse
