Når voksne ikke kan finde ud af at opføre sig som voksne, kan børn heller ikke finde ud af at opføre sig som børn. Rollerne ryger ud af hak, forholdene bliver unaturlige, og datteren føler, at hun må tage ansvar for sin mor, som ikke er forældreansvaret modent.
Og det gør ondt at se på i Heidi Maria Faissts fine ungdomsfilm ’Frit fald’, som netop har forholdet mellem en mor og en datter i centrum.
Fra bedsteforældrene til smarte natklubber
14-årige Louise (Frederikke Dahl Hansen) er som de fleste unge: Hun prøver grænser af konstant. Eneste forskel er, at hun bor hos sin mormor og morfar (Kirsten Olesen og Niels Skousen) og ikke hos sine forældre.
Hvad forhistorien er, bliver kun gradvis antydet i smukke, afdæmpede erindringsglimt og aldrig helt opklaret, men så en dag kommer moderen (Anne Sofie Espersen) ud af fængslet, og Louise er for nysgerrig til at holde sig væk, trods bedsteforældrenes advarsler.
Gensynet med moderen åbner en ny verden af lækkert tøj og smarte natklubber for Louise, der så åbenlyst ønsker sig et forbillede og længes efter sin mor. Men i stedet mødes hun af en kvinde, der mobber hende for at være »fucking barnlig«, når det jo netop er det, et barn skal være.
Og da moderen er på vej tilbage ud i det narkomisbrug, der i sin tid fik hende bag tremmer, rynker Louise brynene i bekymring, hvorpå hendes mor formaner: »Hold op med det der udtryk, Louise! Du ligner mormor, og det vil du ikke, for hun er gammel og grim«.
Følsom og poetisk
’Frit fald’ er en film, der holder sig fra at pædagogisere eller forklare på socialrealistisk vis. I stedet er den fortalt i et moderne formsprog og i et talesprog, der stiller sig på de unges side.
Ikke som i Christian E. Christiansens ’Råzone’, som var hysterisk i tonen og overgjort i sin leflen for at være ung med de unge – her er det langt mere følsomt og poetisk, selv om konflikterne er lige så barske.
Når man er ung, opleves verden ofte gennem et filter – man forestiller sig sit liv som en film med underlægningsmusik og en lykkelig slutning, men virkeligheden hugger til, når man mindst venter det.
Netop det skildrer Heidi Maria Faisst så glimrende med hjælp fra Manuel Alberto Claros flimrende billeder fra Ørestad; en bydel, der er ung og famlende og kun så småt ved at finde sig selv, akkurat som Louise i filmen.
Til publikum i alle aldre
Frederikke Dahl Hansen er velvalgt i filmens altafgørende hovedrolle – mut og smuk og stædig og sart – og de såkaldt voksne omkring hende er lige så glimrende, ikke mindst Dar Salim som moderens ekskæreste Hans, der er en god indflydelse på Louise, indtil også han glemmer, at hun kun er et barn.
Heidi Maria Faissts foregående film, ’Velsignelsen’, som var en smertefuld fortælling om en kvindes fødselsdepression, kredsede også om det svære forhold mellem mor og datter og om den lurende tragedie, der kan opstå som følge af en ung kvindes manglende mulighed for at se op til det oplagte forbillede.
’Frit fald’, der deltog i ungdomskonkurrencen ved dette års filmfestival i Berlin, er mindre knugende men akkurat lige så smuk og rørende. Den fortjener et stort publikum i alle aldre.
fortsæt med at læse
