At Henning Carlsen med premieren på ’Erindring om mine bedrøvelige ludere’ kan fejre 50-års jubilæum som instruktør af spillefilm, er i sig selv mildest talt imponerende.
At det sker med en international produktion af en roman af nobelprismodtageren Gabriel Garcia Marquez i form af Una pelicula de Henning Carlsen gør ikke foretagendet mindre modigt.
På forhånd kunne man godt have haft sine bange anelser om, hvordan det ville spænde af, når en 85-årig instruktør skulle lave en film om en 90-årig mand, der vil forære sig selv en jomfru i fødselsdagsgave.
Ville det blive et skræmmende eksempel på den trend, onde tunger for nogle år siden døbte senile cinema? Det var en pludselig bølge af film om gamle mænd betaget af unge kvinder instrueret af ældre herrer.
På en måde må man jo sige, at Henning Carlsens film er som skabt til genren, men ’Erindring om mine bedrøvelige ludere’ er lykkeligt nok blevet en stilig film holdt oppe af en egen form for standhaftig uskyld.
Gammeldags håndværk
Hvis Henning Carlsen har rystet på hånden, så kan det i hvert fald ikke ses i filmens ærlig talt behageligt gammeldags håndværk duvende i sin rytme som en melankolsk bolero.
En film, der dufter aromatisk og har åndens patina, som en kyndigt rullet havanneser. Filmen hopper adstadigt frem og tilbage i tid.
Det meste af tiden følger vi den 90-årige journalist og tidligere notoriske skørtejæger El Sabio, der for første gang i sit liv forbløffet oplever forelskelsens pine- og sødmefulde mirakel.
Den famøse jomfru
Igennem hele livet har Sabio og kærligheden undveget hinanden. Allerede som dreng havde Sabio sin første bordeloplevelse, og som livsnyder og enspænder fortsatte han med at foretrække forretningstransaktionen på bordellet frem for ægteskabets krav.
Men der er kun et næsten uhørligt s til forskel på livsnyder og livssnyder. »Sex er den trøst, man kan få, når man ikke kan elske«, erkender Sabio sent.
Da det lykkedes ham at overtale sin gamle veninde, bordelmutteren Rosa Cabarcas (Geraldine Chaplin), til at fremskaffe den famøse jomfru, bliver der vendt op og ned på hans liv.
Han bliver forlibt i den unge Delgadina, og da han i sine ugentlige klummer skriver om sin forelskelse, bliver han berømt som romantiker i byen.
Men Sabio har kun blik for den kærlighed, der har grebet ham, selv om dens objekt hele tiden passivt undviger ham. Pigen spiller død. Og er malet i ansigtet som en tiger.
Springene mellem barndommen, velmagtsdagene og alderdommen foregår sømløst i manuskriptet skrevet af Carlsen i samarbejde med Jean-Claude Carriere.
Filmen udspiller sig et sted i Caribien, som oser af døsig atmosfære, visnet aristokrati og god gammeldags kødelighed. Den mexicanske skuespiller Emilio Echevarria har et skønt ansigt som den gamle flanør Sabio.
Skønheden og Udyret
Der er lige præcis nok af slagterhunden i den noble gamling til, at man kan tro på, at han er den ældre variant af sit eget yngre og gejle jeg. Spillet mellem Echevarria, der har medvirket i flere af Alejandro Gonzales Inarritus film, og Geraldine Chaplin er en fornøjelse i sig selv.
At der også er skønhed at finde i leverpletter og dybe livsrynker, er filmens billeder et smukt vidnesbyrd om. Skønheden og Udyret tiltrækkes på uventede måder.
LÆS ARTIKEL
Dansk film om en gammel mand og købesex vinder ungdomsprisDer bliver knyttet et bånd mellem den stadig mere tummelumske gamle mand og den standhaftigt sovende unge syerske. Det bliver et eventyr med et eventyrs voksende gådefuldhed.
Langsomt glider fortællingen dybere ind i fablens verden som en fin demonstration af, hvad Garcia Marquez’ magiske realisme kan bruges til.
Ikke et mesterværk
El Sabio er endnu en enspænder fra et litterært forlæg. Dem har der været mange af i Henning Carlsens karriere. Ingen af dem kan måle sig med Per Oscarssons Pontus i Carlsens mesterværk ’Sult’ fra 1966.
Efter Hamsun, Schade, Eigil Jensen, Sandemose og Benny Andersen er turen nu kommet til Gabriel Garcia Marquez. Fjernt fra Danmark. Det er ikke blevet et mesterværk og vil næppe heller blive en af Carlsens få kommercielle succeser.
Men det er blevet en film, som tilfredsstillende forbinder indre og ydre varme på en måde, som har bekommet Carlsens filmfornemmelse så aldeles udmærket.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
