Det er noget herligt arrogant over at flytte et helt filmhold til en af Storbritanniens mest eksotiske lokationer, øen Tresco ud for Cornwalls kyst, og så stædigt vige uden om det pittoreske i filmen, der kom ud af arbejdet. Næsten glacialt udryk Billederne i 'Archipelago' (halvø) er meget lyse, næsten gennemlyste, indimellem tågede, ofte bare lakonisk registrerende. Lyset er i sandhed demokratisk, altid en naturlig lyskilde som erstatning for lamper og gerne med lige stor vægt på alle detaljer i billedet, hvilket giver Tresco et næsten glacialt udtryk, mere som et månelandskab end som noget få timers flyvetur væk. LÆS OGSÅ90-årig skørtejæger forelsker sig i ung jomfru i ny film Interiørerne i sommerhuset, der er i familieeje og bebos af familien én gang om året, er beige, ligesom tøjet de går i. Der er noget underdrejet, men vibrerende Hammershøi over indendørsscenerne.
Et univers af middelklassemagtesløshed 'Archipelago' er ikke sin æstetik, men oplevelsen af filmen er så organisk, at det ene nødvendigvis fodrer, videredigter på og forudsætter det andet. Den pragmatiske, lettere forfrosne stil, holdt i et insisterende leje af mellemtoner, der lægger en hinde hen over de værste emotionelle udsving, er det perfekte udtryk for det univers af middelklassemagtesløshed, den udstiller. En mor og hendes to voksne børn er ankommet fra hovedlandet, og der afventer de faderens ankomst, der trækker ud. En kok, der skal opvarte dem, bor også i huset, naboen, en filosofisk optaget kunstmaler, er en hyppig gæst, men der er et stort hul i filmen, hvor faderen og ægtemanden burde være. Trods sit fravær er han konstant nærværende.
Bergman og anti-Bergman Der sker ikke meget i de dage, vi følger dem. Små vredesudbrud kvæles i fødslen, et par skænderier finder sted uden for syns- og nærmest også hørevidde, frustrationen findes i pauserne, i stilheden. Det er Bergman og samtidig anti-Bergman. Bergman uden den teatralske dialog, uden det udvortes drama, men med alt det eksistentielle, hele det oprørte hav af uforløst familiehad, intakt: faderens brutale nærvær midt i fraværet - et faktum, der åbenbares, da sønnen står for at rejse ud som ulandsfrivillig i 11 måneder og kun når at se sin kæreste én sidste nat, fordi hun ikke blev indbudt til familieferien.
LÆS OGSÅDe gamle Marvel-helte ruller igen i ny Disney-film En brillant skrevet, instrueret og spillet scene på en dyr restaurant, hvor familien har inviteret kokkepigen og nabokunstmaleren med, og hvor alle træder i særegen karakter: datteren som den aggressive, der klager over maden og fremturer, selv da det er gået op for alle, at hun tager fejl, sønnen, der skammer sig på søsterens vegne, moderen, der bare ønsker, hun var et andet sted, naboen, der prøver at lade som ingenting og - næsten sjovest - kokken, der ikke vil såre nogen, men på den anden side har fagkundskaben til at vurdere, at agerhønen er perfekt kogt.
Meget på hjerte 'Archipelago' vil være for upåfaldende at se på og for langsomt afviklet for de fleste, og så hjælper det næppe, at jeg lokker med, at den kommende britiske storstjerne Tom Hiddleston, der er sønnike i filmen, var ham, der spillede Loke i 'The Avengers' og 'Thor' ... Men det er synd, for 'Archipelago' har meget på hjerte - neden under de begyndende forfrysninger. FACEBOOK