Der er et øjeblik i ’Zero Dark Thirty’, der afslører meget om hovedpersonen, Maya (Jessica Chastain).
Det er langt henne i filmen, langt inde i den tiårige eftersøgning af Osama bin Laden, hvor næsten alle spor har ført ind i blindgyder, og hvor al-Qaeda ufortrødent fortsætter deres uhellige krig, som bl.a. har taget mange af Mayas kolleger.
»Jeg tror, jeg er blevet skånet, så jeg kan afslutte det her«, siger hun.
I det øjeblik går det op for os, at denne kvinde helmer aldrig.
Ingenting før bin Laden
Da Maya først ankommer til CIA’s tophemmelige black site et sted i Pakistan, virker hun som en forfinet, eksotisk fugl i en verden af gråt snavs, blod og moralsk fordærv.
Som hun står i forhørslokalet og bevidner en grum afhøringsproces med brug af waterboarding (hvor man tvinger vand ned i lungerne på den, der forhøres, så man fremkalder en slags kontrolleret kvælning), kan man godt forstå, at forhørslederen Dan (en fremragende Jason Clarke) spørger en overordnet, om hende Maya virkelig kan tåle det barske arbejde.
LÆS OGSÅ Genial bin Laden-film beskyldes for at hylde tortur
»Washington siger, hun er benhård«, lyder svaret.
Og selv om hun ligner en skrøbelig porcelænsfigur med sine forfinede ansigtstræk, sin blege kulør og sit lysende rødblonde hår, er det netop, hvad hun er.
Maya er en enmandshær af stålfast vilje og overbevisning. Hun tror fuldt og fast på, at det er hendes lod i livet at finde bin Laden. På et tidspunkt spørger en af hendes kolleger hende, hvad hun lavede, før hun blev sat på bin Laden-sagen. Ingenting, lyder hendes svar, det har altid været min eneste opgave.
’Zero Dark Thirty’ følger Maya i tykt og tyndt, og man kommer til at holde af hendes skarpe vid og lige så skarpe tunge, selv om man aldrig lærer hende at kende. I modsætning til Bigelows foregående film, ’The Hurt Locker’ (der ligesom denne har manus af Mark Boal), handler ’Zero Dark Thirty’ nemlig ikke først og fremmest om psykologi, men om en vilje til viden, en forståelse af fakta.
En eksplosiv sfinks
’Zero Dark Thirty’ udspiller sig som en krimi, hvor hver en brik – også de kedelige – lægges frem for tilskueren, så man får det fulde indblik i sagens gang med fremskridt, tilbageslag, diplomatisk træden vande og pludselige gennembrud.
Den otte år lange udredning udspiller sig ofte afdæmpet, men aldrig udramatisk, for Bigelow formår, ligesom i ’The Hurt Locker’, at fastlåse filmen i en tilstand af intens sitren. Alt lægges til skue, filmen visker al hemmelighedskræmmeriet af historien og præsenterer den for os, bid for bid, men Maya forbliver en sfinkslignende, gådefuld og tavs figur.
LÆS ANMELDELSE
Kritik Irak-film er et heftigt adrenalinsusModsætningen mellem efterforskningens åbenhed og det hemmelighedsfulde i Maya giver filmen liv, og så meget desto større indtryk gør det, når den kontrollerede kvinde en sjælden gang imellem eksploderer i vrede over den modstand, hun møder.
Skræmmende sikkerhed
’Zero Dark Thirty’ er skånselsløs i skildringen af den krig, vi normalt ikke ser.
Det gælder både i forhørslokalerne, i tonen blandt CIA-folkene og ikke mindst til sidst, da soldaterne sprænger sig vej ind gennem det fort, der husede Osama bin Laden frem til hans død. Det er ikke smukt at se på; det er kaos.
Men Maya er kvinden, der finder en rød tråd gennem alt det grumme, og som holder blikket skarpt fikseret på målet uden at lade sig forstyrre af midlerne.
LÆS MERE
Oscar-nomineret tortur-film vækker vredeI en scene, hvor CIA-chefen (James Gandolfini) beder sine ansatte vurdere sandsynligheden af, at bin Laden befinder sig inde i det hus, som de har overvåget i månedsvis, nævner de fleste et tal inde på den ufarlige midte af skalaen.
Da han når til Maya, siger hun: »100 procent. Okay, 95 procent, for jeg ved, at sikkerhed skræmmer typer som jer, men det er 100 procent«.
Renselse og antiklimaks
I (anti)helten Maya har Kathryn Bigelow fundet et alter ego, forstået på den måde at begge kvinder er fremmede fugle i en mandsdomineret verden – Bigelow var den første kvindelige instruktør nogensinde, der fik en Oscar for bedste instruktion – men befriende nok handler filmen overhovedet ikke om, at Maya er kvinde.
Hun har intet kærlighedsliv, ingen familie eller følelser, kun vilje. Filmens sprog er hendes; ingen sentimentalisering, bare en rå realisme, som aldrig må forveksles med dokumentarisme.
Dette er trods alt fiktion baseret på øjenvidneberetninger, og man mærker det filmisk-kunstneriske aftryk meget stærkt. Både i brugen af lys og mørke og i enkeltindstillinger, som da Jessica Chastains skygge falder på et glasindrammet amerikansk flag. Maya kaster skygger hele vejen hjem til USA.
LÆS OGSÅ Ung kvinde er bin Ladens banemand i omstridt film - og i virkeligheden
’Zero Dark Thirty’ er den totale tilfredsstillelse – både i Mayas jernhårde vej mod katarsis og i skildringen af det antiklimaks, sådan et endeligt er for de mennesker, der har lagt deres liv i eftersøgningen.
Den meningsløse blodpøl, der bliver tilbage efter drabet på bin Laden, siger alt. Hævnen er ikke så sød, som man tror, og den bitre smag bliver hængende, længe efter at filmen er slut.
fortsæt med at læse
