Køkkenmontøren Niller har en elendig sædkvalitet. Sus derimod snyder med sin ægløsning for ikke at blive gravid. Niller og Sus er gift. Men ikke med hinanden. Niller er gift med Lizzie. De arbejder henholdsvis som montør og sælger i HTH-køkkener. De kæmper for at blive accepteret som værdige til at adoptere et barn fra en anden verden. Sus er gift med den flotte italienske karrieredreng Sonny, som i virkeligheden hedder Adrian og arbejder for computergiganten Olivetti. Sonny presser på for at Sus skal blive en rigtig mama, men skønhedseksperten Sus føler sig slet ikke parat til alt det med strækmærker og lortebleer. Men efter at være blevet taget i at snyde på fertilitetsklinikken, giver Sus efter. Snart er hun charmerende gravid. Hele verden lugter af løg og hun brækker sig uafbrudt. Imens får Niller og Lizzie lov til at adoptere et barn fra Burkina Faso. Til Lizzies lettelse får de tilbudt en pige. Mgala er ganske vist 5 år, men man kan jo ikke få alt. Alt funker tilsyneladende for de to førhen så barnløse par. Også selv om kærlighedens store sus måske nok glimrer ved sit fravær. Men så roder skæbnen pludselig gevaldigt op i den pænt tilrettelagte parforholdskable. Lizzie bliver kørt ihjel, da hun skal hente en liter mælk i Seven-Eleven. Og Sus smider Sonny på porten, da hun opdager, han har været hende utro med en langbenet blondine. »Jeg tror ikke på totrediedels lykke, Stella«, som hun siger til veninden. At lave en komedie med udgangspunkt i noget så bøvlet som ufrivillig barnløshed, kan umiddelbart godt lyde som halsløs gerning. Men at Den Eneste Ene har sit afsæt i genkendelige menneskelige problemer fra den moderne hverdag er faktisk en af de vigtigste årsager til, at filmen er blevet så anderledes og usædvanlig vellykket en dansk komedie som det vitterligt er tilfældet. Susanne Biers Den Eneste Ene er nemlig ikke så meget en folkekomedie, som det er en menneskekomedie. Filmen kan minde om et lykkeligt ægteskab mellem Let's Get Lost og Babydoom. Det ligner simpelt hen et nyt charmerende kapitel i den danske filmkomedies historie. Efter den overbevisende debut med Freud Flytter Hjemmefra i 1991 har Susanne Biers karriere slået et par gevaldige sving med halen. Det Bli'r I Familien blev et krukket fejlskud af dimensioner, mens Sekten trods sin skingre tone ikke desto mindre var et interessant bud på en tilværelsesthriller. I sin nye film bliver kunstneren Susanne Bier holdt nede på jorden af et fremragende manuskript af Kim Fupz Aakeson og det klæder hende gevaldigt. Den Eneste Ene er ikke kunst med stort K, men ikke megen kunst er sværere at føre ud i livet end den tilsyneladende ubesværede komedies kunst. En kunst Susanne Bier her viser sig at mestre med lethed og charme. Den romantiske komedie er fortalt med friskhed og musikalitet. Klipningens utraditionelle sceneskift er elegante, lys og farver er gennemført med konsekvens og omtanke og i det hele taget er der meget få ting, der knirker i Biers bæredygtige konstruktion. Men først og sidst lever filmen i kraft af sine mageløst mundrette replikker og et hold skuespillere, der sætter en fed streg under de nye vinde i dansk filmskuespilleri. I rollen som Niller får Niels Olsen et massivt gennembrud som seriøs filmskuespiller. Paprika Steen som Sus' erfarne veninde Stella og Søs Egelind som Nillers diskrete dominatrix af en hustru er begge strålende, og det samme er Sofie Gråbøl som med oppustet barm og bagsmæk spiller stik op imod sine smukke naturlige anlæg i rollen som Nillers gumpetunge, kropskejtede og evigt psykologistuderende svigerinde Mulle. Lars Kaalunds spøjse flyttefætter Knud virker vildt overspillet i begyndelsen, men etablerer sig efterhånden som en kostelig figur. Sværest har Rafael Edlund det i den noget utaknemmelige italienske Forza Italia-kliché Sonny. Men over alt og alle stråler Sidse Babett Knudsen. Med Let's Get Lost blev det slået fast, at dansk film i Sidse Babett Knudsen havde fået en skuespillerinde, som ramte en helt ny tone. En skuespillerinde med en særlig evne til at indfange den moderne kvindes usikkerhed og styrke. Lige så syrlig som sød og med en helt egen galgenhumoristisk desperation i kærlighedslivet. Hendes gestik og mimik er en gave til enhver instruktør, der kan nå at fange alle de nuancer i den enkelte situation, hendes ansigt når at afspejle. Med Den Eneste Ene skrives et nyt kapitel i dansk film. Magen til velspillet komedie er det svært at komme i tanke om. Især når man tager i betragtning, at der er tale om en komedie som samtidig formår at tage sine personers følelser alvorligt. Den Eneste Ene fortjener at blive et stort og lykkeligt hit. Man ler af hjertens lyst over de præcist turnérede replikker samtidig med, at man ikke kan dy sig for at sidde og heppe på Niller, Sus og kærligheden til den enste ene.