Ej heller på det franske menukort er det at skulle sluge bitre piller en populær ret.
I franskmændenes selvforståelse er der intet over eller ved siden af det franske køkken, men i virkelighedens gastronomiske verden er andre løbet med opmærksomheden på det seneste.
Først kom catalanerne fra ’El Bulli’ med deres molekylære køkken, og så kom nordboerne fra Noma hærgende med ramsløg og grus mellem tænderne.
LÆS OGSÅ Fransk filmbranche sejrer i forhandlinger om frihandel
Det er en udvikling, som har sat sine spor i fransk film. Først kom ’Kokken’ med Jean Reno, hvor fjenden var de skøre spaniere med deres boblende kemikolber, og nu kommer så ’Bon appétit hr. præsident’ om den kvindelige kok Hortense, hvor fjendebilledet er forstokkede franske kokke, hvis madkunst er degenereret til fortænkte raffinementer.
I begge tilfælde er helten den gæve kok, der dyrker de gode lokale råvarer, hylder traditionen og sætter kvalitet højere end forfængelighed og opfindsomhed for opfindsomhedens skyld.
Altid dejlig energiske Catherine Frot spiller kokken Hortense Laborie, der passer sig selv og sin lille gård og restauration i Perigord, men pludselig en dag bliver ophøjet til den franske præsidents personlige kok.
Filmen er i store træk baseret på historien om Daniele Mazet-Delpeuch, der blev præsident Mitterrands kok og den første kvindelige kok i Élyséepalæet.
Råvarebaserede egnsretter
I Christian Vincents film er præsidenten navnløs og tiden ikke nærmere defineret, men den gamle præsident, som Jean d’Ormesson fremstiller, passer da vist meget godt på Mitterrand i dennes sidste regeringstid.
Filmen udspiller sig som et tilbageblik fra en fransk udpost i Antarktis, hvor Hortense har søgt tilflugt efter sit eventyr i præsidentpaladset.
Hortense har tre udfordringer. For det første den massive modvilje fra de mandlige kokke, der ikke ser med milde øjne på opkomlingen og kvinden fra provinsen.
For det andet har hun ingen erfaring i at begå sig i palæets byzantinske bureaukrati, hvor der med fransk sans for hierarkier fra kælder til kvist nidkært vogtes over enhver ansats til uønsket social mobilitet.
For det tredje bliver Hortense sat til at lave mad til præsidenten uden at kunne få at vide, hvilken slags mad han foretrækker. Det sidste regner den bondesnu Hortense dog snart ud.
Præsidenten elsker god og enkel mad. Ikke mad, som vor mor lavede den, men som vor mormor lavede den. Hvilket heldigvis for Hortense minder meget om hendes egne råvarebaserede egnsretter hjemme fra Perigord.
Frankofile himmerigsmundfulde
Hortense gennemskuer med sympati den gamle mands drøm om via smagsløgene en sidste gang at vende tilbage til uskylden og oplevelserne fra barndommens land.
Så hun opstøver den gamle kogebog, præsidenten svømmede hen til som dreng, og snart er både Hortense og filmens publikum ude på en gastro-sentimental rejse tilbage til dengang, en kok var en fasan, svin ikke fik penicillin til morgenknas, og trøfler og rodfrugter var de riguer.
»Giv mig det bedste af La France!«, lyder præsidentens ordre.
Jeg synes nok, man må sige, at kogekunsten vejer tungere end filmkunsten i ’Bon appétit hr. præsident’.
LÆS OGSÅ Noma er vippet af tronen som verdens bedste
Filmens smugkik bag magtens kulisser indspillet på den rigtige adresse i nummer 55 rue du Faubourg Saint-Honoré vil utvivlsomt pirre et fransk publikum mere end et dansk.
Men Catherine Frot tegner et gævt billede af Hortense, og så er det altså en film, som i seriøs grad får tænderne til at løbe i vand!
Når man i halvanden time har gloet på pighvar med svampe, laks og savoykål indbagt i butterdej og kager, der ser ud til at kunne få selv den mest sløve søde tand til at danse fandango, kommer man ud af biografen med mundvandet stående højt i mundvigene og et vildt blik i øjnene.
På udkik efter nærmeste udbyder af frankofile himmerigsmundfulde.
fortsæt med at læse
