Han kan ikke tage ’Mit liv som hund’ fra Lasse Hallström – hans fine, rørende, men usentimentale gennembrudsfilm om 12-årige Ingemar, der holder livets barske realiteter på afstand med sin stærke fantasi.
LÆS OGSÅ Hollywoods svenske flødebolle viser blod og indvolde
Men ærligt talt har svenske Hallström siden de charmerende mainstreamballader ’Hva’ så, Gilbert Grape?’ og ’Æblemostreglementet’ solgt ud af sin svenske snusfornuft og laver nu med få undtagelser (herunder forrige års ’Laksefiskeri i Yemen’) tandløse sødsuppefilm, der er mere klichéfyldt amerikanske, end de fleste indfødte amerikanere ville være bekendt.
’Safe Haven’, som er baseret på Nicholas Sparks (’Dear John’, ’The Notebook’) bestsellerroman af samme navn, er et drama i pixibogsstørrelse, filmet, som var det en reklamefilm for Werthers Echte-karamelbolscher.
To verdener
Til trods for et par voldsomt konstruerede tvister er filmens plot en forudsigelig affære:
Den unge Katie (Julianne Hough) flygter fra en uklar forbrydelse (har hun begået et mord?) i Boston til et nyt og fredeligt liv i den lille fiskerby Southport i North Carolina.
Her holder hun sig først for sig selv, men efterhånden som hun begynder at føle sig tryg, sænker hun paraderne og forelsker sig i den utroværdigt veltrænede enkemand Alex (Josh Duhamel) med de to yndige børn, ligesom hun finder en ven i den mystiske nabokvinde Jo (Cobie Smulders), der har for vane at dukke op, hver gang Katie har brug for at tale med nogen.
At Southport og Alex er Katies sikre havn, understreges af, at alle flashbacks til hendes fortid i den farlige storby Boston er filmet i mørke og regnvejr med rugende, uhyggelige toner på lydsiden, mens den ihærdige politimand (David Lyons) er besat af at finde hende.
Til sammenligning skildres hendes nye tilværelse i den fredelige lilleby Southport med lutter solskin og lalleglad akustisk guitarmusik.
Satser på det sikre
Alle filmens figurer er behageligt blanke lærreder, smukke og ukomplicerede, men også aldeles uinteressante, og på nær Alex’ sørgelige forhistorie med hustruen, der døde af kræft, og børnene, der savner deres mor, er der ingen psykologisk dybde eller liv i figurerne.
’Safe Haven’ er ikke avanceret filmkunst, og det behøver den heller ikke at være, men intet i filmen føles ægte, og når alt er som set gennem en fuldfed, gylden sirup, bliver selv filmens thrillerelementer underligt uvirkelige og komiske.
LÆS OGSÅ Første Kepler-film hæver sig ikke over dusinvaren af tv-krimier
At det ikke behøver være sådan, kan man forvisse sig om i den lignende fortælling i Julia Roberts-filmen ’I seng med fjenden’ (1991), hvor det lykkedes af fastholde suspense gennem filmens plot.
’Safe Haven’ er derimod så ufarlig, at man skulle tro, titlen var et udtryk for selve tanken bag:
Her satses på det sikre, der ikke gør nogen fortræd.
fortsæt med at læse
