Svenske Mikael Persbrandt har jo en helt usædvanlig udstråling, uanset rollens og dramaets kvaliteter eller ej.
Det nød Susanne Biers ’Hævnen’ godt af, ligesom han tilføjer både brutalitet og vemod til Gunvald Larssonfiguren i Sjövall og Wahlöö-filmene og tv-serien om ’Beck’ eller som Guillous agent Hamilton; og snart får vi ham minsandten i dværgeselskab i Peter Jacksons tre ’Hobbitten’-film.
Vidne under hypnose
Mærkeligt nok holder han til denne rovdrift på karismaen og deler også gavmildt ud af den som hypnotisøren, der kan tale sig ind i en stærkt såret, nærmest komatøs ung mands bevidsthed og få svar på afgørende spørgsmål.
Om hvad den unge Josef oplevede, da hans far, mor og lillesøster blev brutalt stukket ned, før han selv blev fundet lige så forstukket, men dog i live.
LÆS INTERVIEW Sveriges nationalskurk: »De andre skuespillere er så jävla kedelige«
Ja, historien genkendes af de over hundrede tusind danskere og millioner af svenskere og 37 andre landes indbyggere, som har læst romanen ’Hypnotisøren’ af pseudonymet Lars Kepler, dvs. det svenske forfatterpar Alexandra og Alexander Ahndoril.
En spændende – men også noget overspændt og konstrueret – opklaringshistorie med den sløjfe, at hypnotisørens eget barn, der er bløder, af morderen bliver taget som gidsel, for at ingen igen prøver at opklare familiemordet ved hjælp af Josefs vidneudsagn via hypnose.
LÆS BOGANMELDELSE
Flagrer løst i vinden
Underholdningsfilm ud fra den grundlæggende plot-idé, at forbrydelser er enlige, psykisk syge menneskers værk, er jeg på vagt over for – og hypnose som efterforskningsmetode ligeså.
Men 66-årige Lasse Hallström har altså – tre tiår efter hollywoodbilletten ’Mit liv som hund’ og bemærkelsesværdige film som ’Hva’ så, Gilbert Grape?’ og ’Æblemostreglementet’ plus et kølvand af mere ’Chocolat’-sødladne sager – valgt den bestsellerkrimi som sin returbillet til svensk film.
LÆS ANMELDELSE
Tilsyneladende med mindre interesse for politiarbejde end for forholdet mellem titelfiguren og hans kone Simone, stærkt spillet af Lena Olin (der jo også er Hallströms egen kone). Mellem hende og Persbrandt er der knugende gode scener både før og efter kidnapningen af parrets søn – to modne menneskers ensomhed sammen, fortvivlelsens tavshed, desperat afmagt og kærlig, kejtet omsorg.
Derimod gør filmen ikke meget ud af kriminalinspektør Joona Linna, inkarneret af den mere solide end markante finsksvenske Tobias Zilliacus.
Strømeren er ellers gennemgående figur i de otte krimier, som Keplerparret har bebudet (de tre er udkommet), og som vel tænkes filmatiseret. Men ethvert tilløb til karakteristik og lidt længere forløb med inspektøren såvel som et par kvinder omkring ham lader Hallström og manusforfatterne hænge og flagre løst i vinden.
Stærkt frustrerende, selv om der skulle blive rådet bod på det i senere film.
Skarpe skud i sneen
Når spændingen alligevel virker i passager, skyldes det ikke mindst den spillefilmdebuterende fotograf Mattias Monteros præcise skud i mørket eller i det snehvide nordsvenske landskab.
Men som helhed er filmen ingen fuldtræffer, der kan løfte sig ret meget over, hvad vi allerede har set i lidt for mange svenske tv-krimier.
fortsæt med at læse
