Med sin nye film, 'Dancer in the Dark', fortsætter Lars von Trier sin beskrivelse af godheden, ofret og frelsen, som også var hovedtemaerne i hans forrige film 'Breaking the Waves' fra 1996. Denne gang i en musical. På forhånd et halsbrækkende projekt, som iboende rummer alle farer for at mislykkes. Men ikke for Lars von Trier, som med 'Dancer in the Dark' har skabt endnu et hovedværk i moderne filmkunst. Denne festival-anmeldelse skrives blot få timer efter at de sidste chokerende billeder fra 'Dancer in the Dark' er forsvundet fra det store lærred i Grand Théâtre Lumière i festivalpalæet. Man bør derfor være på vagt over for alt for storladne udmeldinger. Få de umiddelbare indtryk lidt på afstand. For hvad gør filmen ved en i de kommende dage? Men det er svært at tøjle sin begejstring. Over von Triers skift mellem de brunlige, lidt falmede billeder vi kender fra 'Riget' og 'Breaking the Waves' i filmens reelle handlingsforløb, til de meget varme og mættede farver, han anvender i sang- og dansescenerne. Over skuespillernes - især Björks - bemærkelsesværdige præstationer og over de følelser hvormed den danske instruktør, især i den sidste halvdel af filmen, formår at danse ind i beskuerens hjertekule. På trods af at Lars von Trier denne gang har valgt at udfordre sig selv og sit publikum med en musical, er det umuligt ikke at drage paralleller til forgængeren 'Breaking the Waves'. Dengang var det Emily Watson, der som den lille, spinkle Bess bragte de store ofre for at frelse sin lammede mand Jan. Denne gang er det den lille islandske sangfugl Björk, der, med sit nærmest alfeagtige udseende og sine nærmest chokerende mangeartede udtryk som Selma, bringer det ultimative offer for at redde sin 10-årige søn fra den arvelige øjensygdom, som truer med at gøre ham blind. Selma er indvandret til USA fra Tjekkoslovakiet, hvor hun arbejder på en fabrik for at ernære sig selv og sønnen Gene. Hver uge lægger Selma tillige penge til side, som skal bruges til at betale en øjenoperation for Gene, som - uden at han ved det - lider af den samme øjensygdom, som langsomt gør Selma blind. Det er et fattigt liv Selma henslæber med sin søn og veninden Kathy (Catherine Deneuve) og sin tilbeder Jeff (Peter Stormare), men Selmas frelse er dansen og musikken, som hun bruger til at drømme sig bort fra den trøstesløse hverdag. Men da naboen Bill (David Morse), en dag løgnagtigt anklager Selma for at have stjålet hans penge, bliver det skæbnesvangert for den nu næsten blinde Selma. Som allerede nævnt yder Björk en helt usædvanlig præstation som Selma, der på intet tidspunkt vakler i sine bestræbelser på at redde sin søns syn. Så han, som Selma siger det, »kan få lov til at se sine børn og børnebørn«. Björk er næsten konstant i von Triers billeder, og uanset om vi ser hende på afstand, eller hun optræder i super close-up, fascineres vi af hendes enorme udstråling. Fremragende er også Peter Stormare i den yderst afdæmpede rolle som Selmas tilbeder Jeff, og Catherine Deneuve demonstrerer næsten lige så afdæmpet sit usædvanlige talent som veninden Kathy. De koreograferede dansenumre er på trods af de varme farver - billederne virker nogle gange nærmest håndkolorerede - ikke så forfinede, som vi er vandt til at se i den slags i musicals. Vincent Patersons koreografi er som den abstrakte skulptørs arbejde over for naturalistens filigranarbejde. Og Björks musik tager sit udspring i de store maskiners monotone dunken, en pladespillers skratten, skoklædte fødders stampen i nøgent gulv, etc. Lars von Trier har selv beskrevet 'Dancer in the Dark' som »en stor film, et stort musikalsk melodrama, der kolliderer med virkeligheden«. Undertegnede føler bestemt ingen trang til at modsige von Trier.