Det værste er angsten for døden, ikke døden selv.
Sådan siger Emma, der bor alene med 21 grise, 3 søer og en flok høns på en bondegård, et sted, der er lige så fjernt fra moderne svinefabrikker, som min 50’er-barndoms ismejeri med spegesild og drittelsmør var fra kølediskene i Super Pest.
Ved slagtetid tager Emma sine fritgående svin med hen på hyggepladsen under egetræet og nulrer et dyr bag øret, mens hun ømt lader kniven glide gennem dets halspulsåre! Et liv med overskud til en død uden angst.
Men med underskud til terminen.
Kører galt gennem hegnet
Denne åbningsscene krydsklippes nok så tydeligt med børsterne på maveskindet af et menneske på vej ind i en skanner på hospitalets kræftafdeling.
Max hedder han, han sælger biler med motorer så værkbrudne som hans egen bugspytkirtel.
Men da han får diagnosen og kun et par måneders frist før døden, hugger han sin ven og chefs sorte penge og hans Jaguar, drøner ud i natten – og kører galt gennem hegnet ind til Emmas bondegård.
Hemmelige skatte
Hun bjerger ham og pengene ud af bilvraget og gemmer begge som hemmelige skatte.
Landsbybetjenten holder hun på afstand med det dobbeltløbede, uanset om han kommer med blomster for at fri eller med fogeden på slæb.
Ny, lykkelig tosomhed spirer mellem enegængerne Emma og Max, men da hans chef begynder at dukke op og Max at bukke under, spidser det til.
Kan vi tage loven i egen hånd? Og livet – også et medmenneskes liv? Uanset om det sker i kærlighed, uden angst?
Mellem svin og mennesker
Plottet om pengene tynges ikke af overdreven realitetssans, landidyllen ej heller, og ligheden mellem svin og mennesker antydes ikke just i en dans på duefod, men snarere i gummirøjsere.
Alligevel må man nærmest mod sin vilje overgive sig til denne usædvanlige film, og det skyldes netop det originale og provokerende livs- og dødssyn foruden de to hovedrollehaveres massive karisma.
Emma, get your gun-figuren, noget af en tysk hillbillie, er i spillefilmdebutanten Jördis Triebels skikkelse jordnært solid og med det blide blik over kartoffeltuden nok køn, men ikke dukkesmuk, nærmere nat- end dagversionen af ’Shrek’s prinsesse Fiona.
Jürgen Vogels mærkelige miks af kropstrænet kraft og slukøret fortvivlelse – Tysklands svar på Ulrich Thomsen? – som vi kender fra skolelæreren i ’Die Welle’ (2008) og voldtægtsmanden i ’Den fri vilje’ (2006), er gevaldigt velanbragt her:
Den mands liv tælles fra nulpunktet og ned!
Ved hvad hun skal
Og så alligevel lige modsat!
Filmen er nemlig slet ikke fortalt som tragedie, snarere som hverdagseventyr med happy ending.
»Jeg gjorde det til min ambition at lade filmen skildre døden gennem kærligheden til livet«, forklarer Taddicken om sin filmatisering af Claudia Schreibers roman.
Emma er ikke lammet af dilemma – hun ved, hvad hun skal!
Balancerer på en knivsæg
Mens tysk film p.t. glitrer af eksemplarisk Vergangenheitsbewältigung – ’Goodbye Lenin’, ’Der Untergang’ osv. – får det ambitiøse i flere tyske samtidsfilm, bl.a. de to nævnte med Vogel, let et præg af anstrengt dybsind: tief muss es sein!
Men denne film appellerer snarere til en landlig enfold: Så er livet og døden heller ikke mere indviklede!
Filmen balancerer på en knivsæg – også bogstaveligt – mellem kriminel sentimentalitet og uforsagt livsvisdom.
Etisk og juridisk er det provokerende, men også stimulerende – og man under Emma hendes lykke, sejt tilkæmpet som den er.
fortsæt med at læse
