Moralsk henligger spørgsmål om forbrydelse og straf i gråzoner, når politibetjenten kan være en skurk, mens lommetyven kan have overlevelsens nødret på sin side; kynisme og umenneskelig grådighed kan være fuldt lovlig, ja, sågar statsfinansieret, mens barmhjertighedsgerningen over for f.eks. en flygtning kan være kriminel.
Så kan man tage sig i at længes efter stensikker retfærdighed, gerne personificeret. Kald ham Jesus eller Zorro, Robin Hood, Superman eller Sherlock Holmes – den vandrende ridder i kamp for retfærdigheden er ofte fri eller ligefrem fredløs.
LÆS OGSÅ Tom Cruise erobrer kongetronen i Hollywood tilbage
Uafhængig af de myndigheder, der har monopol på fysisk magtudøvelse, men kan være korrumperede af magten selv.
Jack Reacher er sådan en retfærdighedsfreelancer i foreløbig sytten romaner af Lee Child og nu i sin første film, der overordnet er tilfredsstillende spændingshåndværk med stadig nye overraskelser, skønt man i bakspejlet godt kan se, der var bygget op til dem.
Udsatte premieren
Instruktøren McQuarrie har selv skrevet manus – ligesom han gjorde det til præmieopvisningen i den slags mistankekolbøtter, Bryan Singers ’The Usual Suspects’.
Den nylige skolemassakrei Newtown udsatte premieren i USA, for filmen indledes også med en nedskydning af uskyldige: Fra et p-hus i Pittsburgh ser vi snigskyttens sigtekorn følge de forbipasserende på promenaden langs flodbredden overfor.
Snart ligger fem døde på stien – og på nummerplader, fingeraftryk m.m. har politiet anholdt en mand med en fortid som snigskytte i Afghanistan.
Få fat i Jack Reacher!
Fangen har kun én reaktion: »Få fat i Jack Reacher!«. Med en fortid ved militærpolitiet har denne Reacher nu valgt den totale frihed og usynlighed, men dukker op af sig selv og samarbejder modstræbende med fangens kvindelige forsvarer – der pikant nok er datter af statsanklageren, hvis retsindighed virker mere tvivlsom.
Da Reacher bliver konfronteret af fem gorillaer en mørk nat, vejrer han sammensværgelse og falske beviser og sætter snuden i sporet. Siden løfter han den kun for at lave bankekød af bøllerne og skrot af deres biler eller rent ud skyde til måls efter dem.
Retfærdighed er egentlig et overraskende svinsk arbejde.
Ikke den sidste
Retfærdighedsfreelanceren er jo en kliché, men både instruktør og hovedrolleindehaver ved det med diskret selvironisk overdrivelse, så man kan fokusere på den obligate vekslen mellem disciplinerne ’action med biljagt’ og ’efterforskning med overraskelser’.
De sidste kan man reducere ved at følge godt med i filmens optakt og de senere indklippede gensyn fra gerningsøjeblikket.
Efterhånden 50-årige Tom Cruise udfylder i mine øjne Reachers rolle fint med et venligt miks af vagtsomhed og resigneret erfaring; andre vil nok mene, at han med sine 1,70 m stumper lovlig meget i forhold til bøgernes brutale kæmpe – lidt a la Dirty Harry spillet af Nicolas Sarkozy.
LÆS OGSÅ Hitler-film med Tom Cruise ødelagt på tysk kopianstalt
Selv pæne Rosamund Pike som forsvareren er en anelse højere.
To skønne biroller oser af karisma: Robert Duvall som aldrende skydebaneindehaver og Werner Herzog himself som en tidligere Gulagfange, der af sult gnavede sine egne fingre af!
Tilskuerens fingernegle bliver næppe lige så nedbidte, og målbevidste Reacher er ikke nær så interessant en personlighed som f.eks. den identitetsberøvede Bourne, men alligevel bliver denne første Reacherfilm med garanti ikke den sidste.
fortsæt med at læse
