Det er længe siden, filmkunsten har handlet lige så meget om nye opfindelser, der kan få publikum til at spærre gluggerne op.
De computerskabte effekter og den digitale 3D har for en stund ført mediet frem og tilbage til en situation, der minder ikke så lidt om dengang, de levende billeder var en ny mavekildrende tur i sansernes rutsjebane.
Det har Martin Scorsese selvfølgelig haft blik for, da han valgte at lave ’Hugo’ og valgte at lave den i 3D med det helt store udtræk.
Scorsese er en af de mest fremstående filmhistorikere blandt nutidens filminstruktører, og med sin filmatisering af Brian Selznicks roman har han lavet den første 3D-film, som fortæller den nye teknologi på plads i filmhistoriens lange række af opfindsomheder.
Scorsese har opbygget et prægtigt spejlkabinet, hvor filmhistorien kan genfinde sig selv ved nutidens billetluger.
Tankevækkende nok var det to film om filmkunstens barndom, der kom til at kæmpe om broderparten af årets oscarstatuetter. Den franske ’The Artist’ løb med de kunstneriske priser, mens ’Hugo’ skovlede til sig af de tekniske. ’The Artist’ genskaber på det mest vidunderlige fortiden minutiøst og med et glimt i øjet.
LÆS OGSÅ Fakta: Alle Oscar-vinderne i 2012
Brødrene Lumière og det levende tog
I modsætning hertil genfortæller ’Hugo’ en røverhistorie fra filmkunstens barndom ved hjælp af den nyeste teknologi placeret i et både fantastisk og overdådigt spejlkabinet.
Fortællingen om den forældreløse dreng Hugo er propfuld af mere eller mindre skjulte citater fra film- og litteraturhistorien. Dickens, Jules Verne og Victor Hugo er blandt de litterære pejlemærker, men først og fremmest spejler ’Hugo’ sig gentagne gange i tre berømte filmhistoriske øjeblikke.
Filmens opfindere, Brødrene Lumière, vakte opsigt med forevisningen af de første levende billeder af et tog, der rullede ind på La Ciotat-stationen.
I 1895 hvinede og dukkede man sig skrækindjagede ved synet af det prustende jernuhyre, der tilsyneladende kom brusende lige imod dem med en forskrækkelig fart, der langt oversteg selv den mest raske fodgængers.
Filmisk magtdemonstration
Den anden scene er fra Georges Méliès’ ’Rejsen til Månen’ fra 1902. Tryllekunstneren Méliès kan med god grund betragtes som stamfaderen til den uopslidelige kærlighed til animation, trickfilm og visuelle julelege, som ikke mindst i vore dage spiller så fremtrædende en rolle.
Og endelig er der den skønne scene fra den bebrillede stumfilmkomiker Harold Lloyds hovedværk ’På vej til den syvende himmel’ fra 1923, hvor Harry efter at være klatret op ad en høj husfacade kommer til at dingle i tårnurets viser.
Det var noget, der kildede i maven dengang, og det gør det såmænd stadigvæk i ’Hugo’, hvor scenen både vises med Harold Lloyd selv og som parafrase.
Det er som begavet og overdådig kærlighedserklæring til filmkunsten som en udfoldelse for grænseløs fantasi, at Martin Scorseses film tager pusten fra én. Filmen starter med en legebarnets magtdemonstration.
Det kunstige menneske
Med en kamerakøretur hen over et delvis computerskabt Paris, som dykker som en ørn ned langs togskinnerne, langs perronen og ind på et menneskemyldrende Gare Montparnasse, hvor kameraet flyver dumdristigt igennem trængslen, indtil det ender, hvor det skal – nemlig lige i øjet på drengen Hugo Cabret.
Drengens ukueligt nysgerrige øjne. Som på en måde jo er dem, Martin Scorsese har måttet finde frem i sig selv for at kunne fortælle sin første 3D-film om filmens barndomslandskab og drengeglæden ved uimodståelig mekanik.
Nutidens digitale computerteknologi spejles indirekte i den sindrige mekanik med tandhjul, spoler og vægte, som for mere end 100 år siden drev urværker, filmkameraer, tryllekunstnernes ’magiske’ tricks og den gamle drøm om at skabe mekaniske ’levende’ væsner.
Dengang var en automat ikke noget, der udspyede togbilletter eller læskedrikke, men betegnelsen på selvbevægende mekanismer, der ved hjælp af skjult fjederværk udførte deres funktion uden synlig krafttilførsel udefra. Det kunstige menneske var en drøm – ikke et mareridt.
Af frygt for at blive en pensioneret filmautomat
Den forældreløse dreng Hugo bor siden sin fars død skjult på Gare Montparnasse. Her passer han tiden i 1920’erne og smører værket på banegårdens mange ure.
Når han har tid, stjæler han legetøj fra den sure legetøjsforhandler. Løsdelene skal han bruge til sin automat. Fra sin far har han nemlig arvet et mekanisk menneske, som faderen, der var urmager, aldrig fik til at virke. Automaten bliver et symbol i filmen.
Hvis den virker, har den en funktion. Uden en funktion er man blot et stykke ubrugelig mekanik. Den sure Pappa George i legetøjsbutikken er i virkeligheden den engang så berømte filmpioner Georges Méliès. Nu er han uden funktion og har forskanset sig i bitter passivitet.
Men symbolikken kunne også ligne en hilsen fra Scorsese selv. Den dag den 70-årige instruktør ikke længere laver film, vil han være uden sin funktion. En pensioneret filmautomat. Så Scorsese klør på med sine projekter i et ærefrygtindgydende tempo. Nu også i 3D!
Børneinstruktion er ikke en stærk side
Det er på mange planer en smukt sammensat mekanisk skabning, Martin Scorsese har skabt. Samspillet mellem filmteknologi og filmhistorie er så sublimt som noget urværk.
Men hvorfor løb Scorsese så ikke med et par af de tunge oscardrenge?
For det første er det sjældent, at barnlige film med børn i hovedrollerne ryger helt til tops. For det andet er instruktion af børn altså ikke Scorseses spidskompetence!
Asa Butterfield og Chloë Grace Moretz er mere kønne end interessante i hovedrollerne som Hugo og veninden Isabelle. Den barnlige grundtone er en udfordring for Scorsese.
Et lille underværk
Ben Kingsley har ud over en slående lighed med Méliès den fordel, at han faktisk får mulighed for at udfolde sit enorme talent på en langt mere nuanceret måde end de andre medvirkende.
Det gælder også Sascha Baron Cohen, som ellers får skabt en ganske prægtig figur med sin uniformeret og pligtopfyldende, men fysisk og psykisk invaliderede stationsinspektør.
Balancen mellem de filmteknologiske underværker, de karikerede folkekomediepræstationer og den lårtykke pariserstemning gør ’Hugo’ barnlig på en måde, som lovlig bastant skal hylde barndommens fantasi som en grundpille i filmkunsten.
Men som filmhistorisk legestue i 3D er Scorseses ’Hugo’ nu ikke desto mere et lille underværk.
fortsæt med at læse
