Ingen læser af Khaled Hosseinis internationale romanbestseller glemmer den centrale scene, hvor fortælleren Amir som dreng skjult ser sin bedste ven Hassan blive ydmyget og mishandlet seksuelt af lidt større drenge. Uden at Amir griber ind.
Den scene er nøglen til de vidt forskellige skæbner, som de to drenge – og deres afkom igen – må stå model til.
Afkald på det sensationelle
Scenen er også på biograflærredet diskret og dermed des mere rystende skildret, loyal over for romanforlæggets afkald på det sensationelle, ligesom resten af denne velfortalte filmatisering. Men også af en anden grund til bliver scenen stående:
Vi tilskuere har selv part i Amirs svigt, ja, i bøllernes misgerning. For nok viser scenen konkret og blodig uret mod et barn – men den er samtidig et billede på den behandling, som storpolitik, stammechauvinisme og snæversynet fanatisme i usalig forening har udsat Afghanistans befolkning for gennem tredive år.
Klasseskildring i Afghanistan
Amirs far er enkemand, pashtuner og del af Kabuls sekulariserede overklasse. Hans tjener er også alene med sin søn, Hassan, der er Amirs jævnaldrende og uadskillelige ven, ja, trofast indtil døden, som han selv siger.
Hassan og hans far tilhører det ringeagtede hazara-folk, mindretal og underklasse på én gang. Ved den årlige dragefestival i 1978 sætter alle Kabuls drenge drager op fra byens torve og tage, og her er det den ellers lidt vege Amir, der styrer dragen og fælder konkurrenternes, til faderens stolte bifald.
Men Hassan véd, hvor den vil dykke mod jorden, han løber den op gennem de smalle gyder – og bliver et kun alt for tappert offer for de lidt ældre bødler.
Nu føjes spot til skade, da skyldfølelsen får Amir til at ønske Hassan pokker i vold – og sikre sit ønske opfyldt ved et endnu værre forræderi! Kort efter rykker sovjetmagten ind, og mens Hassan må blive, kan Amir og hans velhavende far flygte til USA.
Fra Afghanistan til Californien
Det er derfra, den nu voksne Amir som forfatter in spe fortæller sin historie om ny skyldfølelse, men også om sit gensidigt ønskede, men alligevel omstændeligt familiearrangerede ægteskab med Soraya, datter af en emigreret afghansk general.
Her taber fortællingens svæveflugt lidt højde, men det må til, for det er også i Californien, at Amir bliver ringet op af sin onkel hjemmefra med det uafviselige budskab: »Nu har du chancen for at gøre det godt igen!«. Nemlig ved at tage tilbage til Kabul, under et Taleban-regime, hvis brutalitet og hykleri nu i 1988 synes at overgå de tidligere besætteres!
En fodboldkamp afsluttet med offentlig stening af en påstået utro kvinde er endnu en scene, man ikke lige glemmer.
Rolig og smuk slags krigsfilm
Trods private og politiske perversioner og afstumpethed udmærker filmen sig – som en slags krigsfilm – ved et roligt grundtempo og plads til meget smukke billeder.
Af gode skuespilpræstationer forekommer Homayon Ershadi som Amirs far og Shaun Toub som onkelen mig særligt smukke, mens det unge par står lidt blegere. Men stærkest indtryk gør drengene og frem for alle Ahmad Khan Mahmidzada som den stoisk dødsforagtende ti-tolv-årige Hassan!
Den voksne Amirs ærinde ved turen tilbage til Kabul kan ikke røbes her, men føjer nyt til de gamle venskabsbånd mellem herskab og tjenestefolk – stadig med paralleller til globale forbund og svigt, udnyttelse og ansvar.
Globalt fugleperspektiv
Med sin udlevering af sovjet- såvel som Taleban-tyrannernes menneskeforagt og med sin afslutning mere end ti år før oktober 2001 kan fortællingen vel udnyttes af Bush & Co., men jo ikke legitimere Abu Ghraib, Guantánamo m.m.m.
Men ’Drageløberen’ tager ikke selv stilling til den aktuelle besættelse og borgerkrig. Filmen fastholder sit fokus på de individuelle følger af stamme- og klasseskel såvel som personlige svigt under de stedse mere brutale akter af Afghanistans tragedie. Og alt imens zoomer vores bevidsthed ud i globalt fugleperspektiv: Dragen svævede, men nu styrter den ... Så se det dog!
fortsæt med at læse
