Hvad er formålet med livet?
At overleve så længe som muligt i fred og fordragelighed uden at stikke næsen så langt frem, at man brænder sig? Eller at risikere alt for at gøre en forskel, når det virkelig gælder?
De fleste af os mener nok det sidste og efterlever alligevel mest det første, men i en krigstid kan selv såkaldt almindelige mennesker vise sig at besidde et mod, de ikke på forhånd kender.
LÆS OGSÅ Hvidsten-instruktør: Filmen er lavet med svedige hænder
At ægteparret Fiil efterlever det, de tror på, står klart allerede i den første centrale scene i filmen ’Hvidsten Gruppen’ (som rettelig burde være skrevet i ét ord), hvor Marius (Jens Jørn Spottag) taler til Gudrun (Bodil Jørgensen) i anledning af deres sølvbryllup.
Han roser hendes flid og den opdragelse, hun har givet deres børn, som alle er vokset op til at blive stolte og snusfornuftige unge. Og med få ord og kærlige blikke lykkes det Spottag og Jørgensen at etablere et troværdigt og rørende kærlighedsforhold, hvor slidsomt arbejde og protestantisk arbejdsmoral trives i bedste velgående med lun humor, overbærenhed og dyb kærlighed.
Hvidstengruppen
Marius og Gudrun drev Hvidsten Kro midt mellem Randers og Mariager i det landskab, hvor digteren St. St. Blicher skrev sangen om jyden, der er stærk og sej.
Efter sigende Marius Fiils yndlingssang – i hvert fald et musikalsk motto, kroejeren gjorde sit for at efterleve. Marius overtog kroen efter sin far i 1934 og førte den bevidst tilbage til de gamle landsbykroers stil, hvilket gjorde kroen berømt på egnen.
Men hvad den senere skulle blive endnu mere kendt for, var kroens position som centrum for byens modstandsgruppe under Anden Verdenskrig.
Fiil blev i 1943 kontaktet af faldskærmsmanden Ole Geisler, der stod for opbygningen af den illegale organisation i Jylland, og Fiil sagde omgående ja til at organisere modtagelsen af sprængstof og sabotageudstyr, der blev kastet ned fra britiske flyvemaskiner på markerne omkring kroen.
Sammen med sønnen, Niels, og svigersønnen Peter modtog Marius Fiil våben, sprængladninger og faldskærmssoldater fra luften, og fordi området var svært at finde rundt i for ikke-stedkendte, var modtagelsesaktionerne vellykkede.
Men i marts 1944 vendte lykken for Hvidstengruppen, der har fået et stolt eftermæle på sin hjemegn, men hvis historie aldrig er blevet fortalt så stort og bredt som her.
Det er al ære værd at gøre det nu, og skuespiller og debuterende instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis slipper fint fra opgaven.
Imponerende bedrifter
Filmen er tæt koncentreret omkring familien Fiil og er som sådan mere et familieportræt end en krigsfilm.
Bortset fra de nyheder, familien hører i radioen, fylder krigen ikke i familiens hverdag – nøjagtig som det givetvis var dengang, hvor man ikke lige kunne tjekke nyhederne på nettet sekund for sekund, og krigen meget af tiden syntes fjern og abstrakt, selv om landet var besat.
Roman om modstandskampen skæmmes af fejl og klicheerDen tætte, næsten klaustrofobiske landsbystemning lægger et stort ansvar på skuespillerne, hvoraf flere er amatører, men selv om der er enkelte øjeblikke af tung ubehjælpsomhed, er det overordnede niveau tilfredsstillende.
Spottag og Jørgensen er virkelig gode sammen, og både sønnen, Niels (Thomas Ernst, som man tidligere har kunnet se i Nils Malmros’ ’Kærestesorger’), og datteren Tulle (Marie Bach Hansen) er meget fint og nuanceret spillet.
En anden imponerende bedrift er, at Bjarup Riis formår at gøre nedkastningerne i mørket på markerne næsten lige så spændende som de modstandsaktioner, film som ’Drengene fra Sankt Petri’ og andre film om modstanden under Anden Verdenskrig har fokuseret på.
Næsten helt uden action får hun skabt en fortælling, der virker langt mere troværdig i sin skildring af livet under krigen end eksempelvis Ole Christian Madsens store udstyrsstykke ’Flammen og Citronen’, der blev underligt udvendig og overfladisk i sin skydegale skildring af modstandskampen.
LÆS ANMELDELSE
For meget patos
Ved at udelade det ydre drama og fokusere på familiens mod, ængstelse og sammenhold holder filmen sine kort tæt til kroppen og leverer en fortælling, der løfter sig ud af sin tid og handler om modet til at risikere noget uden nødvendigvis at gøre sig farerne bevidst.
»Du burde da vide, hvilket ansvar du tager her«, siger den usympatiske nabokone, der er imod den lokale modstandsgruppe. Hun afbrydes af sin mand, der siger: »Kom, vi går nu. Marius har forstået«. »Det tror jeg ikke, han har!« udbryder hun, og selv om hun er skurken i billedet, har hun en pointe.
Marius Fiil forstod ikke på forhånd de farer, han udsatte sin familie og sit lokalsamfund for. Da først dødsstraffen blev indført i landet, var deres aktioner livsfarlige, og den alvor går først op for familien, da det er for sent. De holder fast i at gøre det, der virkede rigtigt fra begyndelsen, og det er heri, heltegerningen ligger.
Den tragedie, der følger, behøver slet ikke den overdrevne patos, Bjarup Riis fejlagtigt tilsætter som ekstra krydderi, da de dødsdømte istemmer ’Altid frejdig’ på vej til skafottet.
Det virker unødigt klodset i en ellers afdæmpet og fin filmfortælling.
fortsæt med at læse
