Uden at trække på smilebåndet en eneste gang fortæller instruktøren Simon Ennis i sin dokumentarfilm ’Lunarcy!’ om amerikanske mænd, der i fulde alvor har gjort Månen til genstand for deres egne helt konkrete drømme.
Christopher Carson har iværksat ’The Luna Project’ med det erklærede formål, at han vil rejse til Månen, erobre den og aldrig nogensinde vende tilbage igen. Alan Bean har faktisk været der. Som den fjerde astronaut besøgte han Månen i 1969 for siden at slå sig ned som figurativ astronautmaler.
LÆS OGSÅ Her er fem nørdede rejsemyter, som ikke holder
Blandt de medvirkende i ’Lunarcy!’ er også entreprenøren Dennis Hope, som i 1980 havde held til at få sig et stykke papir på, at han er Månens ejermand. Nu kalder han sig præsident i Galactic Government og sælger månelodder til 24 dollar stykket.
Solgte bidder af månen
Instruktøren giver ikke de medvirkende i filmen så meget som en antydning af kritiske spørgsmål, mens de i dyb alvor fortæller om deres projekter.
Når unge Christopher Carson iklædt hvid skjorte, slips, vest og hvide sokker starter bilen og kører Staterne tynde for at udbrede budskabet om ’The Luna Project’, kommenterer Simon Ennis ikke Carsons ideer. Det er heller ikke nødvendigt.
Som publikum er man med på den veltalende og gammeldaws velplejede mands færd og forundret vidne til, hvordan hans begejstrede, pseudovidenskabelige snak samler fulde sale af interesserede mennesker.
Harmløst i sammenligning virker det, at Alan Bean som tidligere Nasa-astronaut kan sælge skilderier af mænd i rumdragter.
Absurd er til gengæld Dennis Hopes historie. Da han blev skilt i 1980, tænkte han på, hvordan han derefter skulle kunne blive lykkelig igen. Og kom i tanker om, at han måtte have sig noget land. Købe et stykke jord her på kloden havde han ikke råd til. Til gengæld kunne han i bogstavelig forstand materialisere sin forestilling om lykke ved at erklære sig som ejer af selve Månen.
CPH:DOX belønner undersøgende filmMyndighedernes protester var spage, og Dennis Hope er i dag en overordentlig velstillet amerikaner på grund af sin store succes med at sælge bidder af Månen. Blandt køberne er, siger han i filmen, en masse almindelige mennesker, men også USA’s tidligere præsidenter Jimmy Carter, Ronald Reagan og George Bush II.
Dennis med det usandsynlig heldige efternavn Hope har uden tvivl rent økonomisk sikret sin egen alderdom mange gange og samtidig sikkert gjort tusindvis af mennesker håbefulde ved tanken om, at ejer de ikke andet, så har de i det mindste papir på en månematrikel.
Tragikomisk er det at se og høre så mange mennesker falde for fantasternes vanvittige forestillinger. Det er som at se menneskelig storhedsvanvid uimodsagt fuldt udfoldet, og det er også på et andet plan et studie i, hvor langt man kan komme med at bilde andre noget ind, man selv tror på. Der er nemlig ingen tvivl om, at Christopher Carson og Dennis Hope er så betaget af deres egne foretagender, at de ser dem som sande.
Særlinge
For at filmen kan fungere som en komedie fra den virkelige verden, er det helt nødvendigt, at instruktøren beholder pokerfjæset og forbliver registrerende i stedet for kommenterende.
Ved at undlade at slå hul på de medvirkendes selvbilleder udstiller Simon Ennis dem ikke desto mindre. Det er sjovt at se på langt hen ad vejen, men bliver både lidt enerverende og noget umedfølende i længden.
Et andet problem ved filmen er handlingsforløbet. I lang tid drages man af det fascinerende i at møde særlinge som især Christopher Carson og Dennis Hope.
Som tiden og filmen går, bliver de her mænd bare ved og ved med at være netop særlinge. Uden at der sker noget, som skaber en udvikling, der kan konkurrere med, at de medvirkende først og sidst er fascinerende fænomener.
LÆS OGSÅ CPH:DOX lancerer program med illegale racerløb, narkokarteller og Guldløve-vinder
Men nogle meget underholdende og materialistisk indrettede typer er flere af dem helt bestemt. Det er ikke poetiske drømme om den der fuldfede himmelcamenbert, der driver de her fyre. Det er heller ikke geologisk videnskabelighed eller nyreligiøs fanatisme.
I bund og grund ligner de mænd, der er sikre på, at de har fundet ud af, hvor deres lykke er. Den ligger på Månen. Og de synes faktisk ikke engang, at den er uden for rækkevidde.
Det er jo også en slags indbildningskraft.
fortsæt med at læse
