I en park på Nørrebro i København lyner en emigrant fra Afrika sin sovepose og lægger sig for at falde i søvn. På en bænk.
I en mafiaejet flygtningelejr på Sicilien lever emigranter af alt for lidt mad, mens de venter på en afklaring på, hvad der skal ske med dem.
I kystbyen Nouadhibou i det vestafrikanske land Mauretanien venter unge Harouna på endnu en mulighed for – mod at sætte sig i gæld til bagmænd – at komme om bord på en båd, der skal forsøge at sejle ham og andre emigranter over Middelhavet, uden om patruljebådene og helt til Italien i det forjættede Europa.
Scenerne er fra Ditte Haarløv Johnsens nye dokumentarfilm 'Under den samme himmel', der får premiere ved festivalen Cph:Dox i næste måned.
LÆS OGSÅ CPH:DOX lancerer program med illegale racerløb, narkokarteller og Guldløve-vinder
Den danske instruktør begyndte arbejdet med filmen i Mauretanien i 2010. I 2011 var hun igen i Mauretanien sammen med sin fotograf Minka Jakerson. Siden filmede de i Italien og i Danmark.
Tragedie gennem årtier
Mens filmen er blevet til, er flere og flere flygtet fra Afrika til Italien.
Tilsvarende er stadig flere flygtninge omkommet under deres forsøg på at nå til Europa. Mange dør, når de går gennem ørkenen for at komme til havet. Flere dør, når overfyldte både kæntrer i Middelhavet.
Alene i oktober i år anslås, at omkring 400 mennesker er druknede ud for den italienske ø Lampedusa ved to kæntringsulykker, hvoraf den første var så stor, at den skabte medieoverskrifter i hele verden.
LÆS DEBAT
Lampedusa - hvorfor tolererer Europa den våde grav?Dermed er Ditte Haarløv Johnsens film om flygtninge blevet yderligere aktuel, ikke blot herhjemme, men også internationalt, hvor den får den engelske titel 'Days of Hope'.
»Desværre«, siger instruktøren om filmens aktualitet og fortsætter:
»Det tragiske er, at der hele tiden dør folk, som håber på et andet liv for sig selv og deres familier i Europa. Nu skete der så stor en ulykke, at der kom fokus på. Men det er noget, der har fundet sted i årtier«.
Det stærke håb
En tilværelse som fattig daglejer i Nouadhibou i Mauretanien, som ubemidlet flygtning i Italien eller som hjemløs flaskesamler på Nørrebro i Danmark virker fortvivlende, når man med danske øjne ser Ditte Haarløv Johnsens film.
I 'Under den samme himmel' har hun ikke fokus på flygtninge- og dødstal, men på nogle af de skæbner, der er på vej fra fattige liv i afrikanske lande. I hendes film er problematikken ikke en statistik, man kan holde i strakt arm. Den er menneskelig.
Hyppigst er det mænd, der flygter fra Afrika og forsøger at komme til Europa. Hvis det lykkes dem at komme til Danmark, ender mange af dem som hjemløse her. En stor del af de kvindelige flygtninge er nødt til at prostituere sig hele vejen fra Afrika og op igennem Europa.
Hvorfor vælge den engelske titel 'Days of Hope' til en film, hvor det er svært som tilskuer at få øje på håbet? Ditte Haarløv Johnsen behøver ikke at tænke sig om, inden hun svarer:
»Fordi det er håbet, der holder dem i live. Håbet er det sidste, de har tilbage. Det er til gengæld utrolig stærkt. Det er så stærkt, at de kan klare at prøve at gå gennem ørkenen og sejle over havet, selv om de ved, at de risikerer at dø undervejs. De har et håb om et bedre liv og om at kunne give familien en fremtid«.
LÆS MERE
Bådflygtninge i tusindvis krydser MiddelhavetI arbejdet med filmen har Ditte Haarløv Johnsen mødt mange, der flere gange har prøvet at krydse havet, uden at det er lykkedes. Nogle gange bliver en båd bremset af kystpatruljer. Mange gange kæntrer den med alt for mange om bord.
De færreste kan svømme
Harouna i filmen har forsøgt at komme til Europa to gange fra Nouadhibou, som er ørkenstaten Mauretaniens næststørste by.
Med sin beliggenhed på en halvø ved Atlanterhavet er byen en port til Europa for vestafrikanske migranter. Mange af dem opholder sig i skjul rundt omkring i byens skjulte korridorer, hvor de typisk er flere om at leje et lille værelse.
En af de gange, Harouna prøvede at flygte, kom han om bord på en båd med alt for mange passager. Den sank, og mange mennesker druknede. Harouna overlevede, fordi han var så heldig at have en redningsvest på. Som Ditte Haarløv Johnsen tørt siger, kan kun de færreste flygtninge svømme:
»De kommer jo fra ørkenen. Harouna blev skyllet i land i Marokko på nogle klipper og slog sig voldsomt. På land ventede politiet. De bankede ham og kastede ham i fængsel. Man kunne spørge, hvorfor han så ikke vender hjem til sin familie i Mali. Men han kan ikke vende tomhændet hjem. Det er det, der er så ulykkeligt«.
Familierne hjemme forventer, at Harouna og andre flygtninge oplever fremgang. For dem, der tager af sted, er det derfor også en stor smerte, at de er undervejs i mange år, uden at drive det til noget, siger Ditte Haarløv Johnsen:
»De når måske til Danmark efter at have slæbt sig igennem som daglejere på tomatmarker i Italien i flere år. Inden da har vestafrikanere måske boet ved kysten i Mauretanien i flere år. 'United Nations of Nouadhibou' hørte jeg nogen kalde kystbyen. Den er en smeltedigel. Bare uden aktivitet, for der er ingenting at lave. Folk venter og venter, og hele tiden ulmer desperationen under overfladen«.
Splittet mellem kontinenter
For Ditte Haarløv Johnsen er det vigtigt og naturligt at beholde kontakten med nogle af de mennesker, der er med i hendes film.
Hun er »taknemmelig for at have fået mulighed for at fortælle deres historie«, siger hun.
Nogle af de medvirkende er blevet hendes venner. Hun forstår deres splittelse mellem Afrika og Europa bedre end de fleste:
»Det største for mig ved at have fået lov til at lave filmen er, at den fortæller en vigtig historie. En bonus for mig er, at jeg får plejet min egen hjemløse sjæl«.
Afrikansk genkendelighed
Ditte Haarløv Johnsen er født i Danmark.
Da hun var fem år, flyttede familien til det dengang socialistiske Mozambique, hvor hendes forældre slog sig ned som ulandsfrivillige i en årrække. Senere blev forældrene skilt, men hendes mor blev i Mozambique.
Da Ditte Haarløv Johnsen var 15 år, kom hun tilbage til Danmark. Men da var en del af hende blevet afrikansk.
Når hun laver film i Afrika, hjælper det hende, at hun vokset op i Mozambique. Noget ved måden at spise, tale, danse og i det hele taget omgås hinanden på er genkendelig for hende, når hun er i Afrika.
I Nouadhibou boede hun på et kloster og arbejdede sig derfra ud i kystbyen med de mange nationaliteter og den store anspændthed:
»Da jeg kom til byen, deltog jeg i en gudstjeneste, hvor præsten introducerede mig. Han sagde: »Her er jeres søster. Selv om hun er hvid udenpå, så er hun sort indeni«. Det var meget dejligt. Det var en god introduktion til, at jeg kunne bevæge mig ud i byen«.
Ingen udsigt til ændring
Det er Ditte Haarløv Johnsens håb, at hendes film når ud til et internationalt publikum og ikke mindst, at den kan blive vist rundt omkring i Afrika og dermed blive set af nogle af de mennesker, der sandsynligvis aldrig holder op med at drømme om mindre fattige liv.
I slutningen af oktober skal EU igen diskutere, hvad der er at gøre ved tilstrømningen af flygtninge fra Afrika til Europa. Den aktuelle anledning er tragedierne ved Lampedusa.
LÆS OGSÅ EU-parlamentsformand kræver nye indvandrerlove efter bådforlis
Ditte Haarløv Johnsen gør sig ikke store forhåbninger om, at antallet af flygtninge kan begrænses ved hjælp af flere kystpatruljer, som man før har forsøgt:
»Så vil endnu flere bare dø, fordi ruterne over havet bliver farligere. Det her handler jo om, at den verden, vi lever i, er så grundlæggende uretfærdig. For os kan det være svært at forstå, men afrikanere flygter fra vilkår, der er så ringe, vel vidende at på den anden side af havet er der mennesker, som har gode liv. Så længe den forskel er der, kan man ikke stoppe dem. Det håb kan man ikke tage fra dem«.
fortsæt med at læse
