Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Lampedusa - hvorfor tolererer Europa den våde grav?

Europa må diskutere, hvordan man skal forholde sig til flygtningestrømmen.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg mødte en kvinde for nogle år tilbage i en lille fiskerby i midten af Ghana.

Hendes mand havde forladt hende i Ghana i et forsøg på at komme til Italien. Hun fortalte, at hun så hans genfærd, da hun trådte ud i gården foran sit hjem.

»Jeg besvimede næsten«, sagde hun.

Dagen efter åndesynet fik hun en bekræftelse fra Libyen om, at hendes mand var omkommet i Middelhavet.

»Jeg var fuldkommen ødelagt over det«, fortalte kvinden, som jeg mødte, da jeg researchede til en udgivelse om den udokumenterede migration fra Afrika til Europa.

Fortvivlede mennesker vil altid vælge en fortvivlelsens udvej

For nylig skete det igen. Flere end 100 flygtninge fra en række afrikanske lande, herunder Eritrea og Somalia, druknede ud for den italienske ø Lampedusa.

Det, der adskiller denne katastrofe fra kvindens beretning, er ikke blot antallet af døde, men også dækningen af nyheden, hvilket har gjort, at døden føles tæt på. Denne gang blev snesevis af lig bjærget fra Middelhavet.

Normalt bliver flygtningenes lig slugt af havet. Europæerne kan ikke høre deres nødråb fra havet og er heller ikke i stand til at høre deres bønner fra de asylcentre, som vores regeringer har betalt en række nordafrikanske lande for at opføre – alt sammen i et forsøg på at begrænse strømmen af flygtninge, der kommer fra de afrikanske lande syd for Sahara.

Fem italienske redningsfartøjer måtte i går rykke ud til to overfyldte både med flygtninge ud for Lampedusa. Kilde: /ritzau/AP/Coast Guard VNR

Vi europæere bør vise de døde den sidste ære ved at indlede en diskussion om, hvordan det europæiske kontinent skal forholde sig til flygtningene.

Men i stedet tøver regeringerne, som ikke kan finde frem til en fælles immigrations- og flygtningepolitik. Lande som Italien og Spanien klager – med en vis berettigelse – over, at de ikke er i stand til at være porten til Europa uden samarbejde og støtte fra nabolandene.

Men Frankrig og Grækenlands økonomiske problemer har det resultat, at flygtningene bliver uønskede syndebukke. Prisen for dette tværnationale mundhuggeri og landenes egoisme er en massakre, der foregår lige ved indgangen til Europa, og som skyldes landenes forsømmelighed.

Eritrea og Somalia er plaget af konflikt og hungersnød. Lande som Italien må regelmæssigt sende redningsbåde ud på Middelhavet for at redde de flygtninge, som er strandet ud for kysten, men dette er en forsinket lappeløsning.

Europa har forpligtet sig til at overholde menneskerettighederne, herunder ansvaret for at tilbyde asyl til dem, der forsøger at undslippe forfølgelse og elendighed. Men politikken på området stemmer ikke overens med disse forpligtelser.

Politikerne har – som ventet – lovet at slå ned på de menneskesmuglere, som har fristet afrikanerne til at lade sig transportere i slidte, ustabile både. Men på trods af den frygtelige menneskesmugling kan deres død ikke bortforklares så let.

Som alle andre desperate flygtninge følger afrikanerne med i nyhederne på fjernsynet og i avisen. De kender de risici, der er forbundet med den farefulde rejse.

Det tragiske er nok nærmere, at de er villige til at sætte deres liv på spil, fordi de ikke har andre valgmuligheder.

EU har kapaciteten til at tage imod disse flygtninge – trods de nuværende økonomiske kvaler. Den egentlige barriere er nærmere, at mange ikke anser afrikanernes liv for at være noget værd.

Der findes ingen hurtige løsninger på dette problem. Der er behov for en forenet humanitær flygtninge- og asylpolitik – og EU bør forpligte sig til at skabe sociale og økonomiske forandringer i Afrika. Moralsk set står Europa i gæld til de afrikanske lande syd for Sahara.

Vi europæere bør vise de døde den sidste ære ved at indlede en diskussion om, hvordan det europæiske kontinent skal forholde sig til flygtningene

EU-politikerne ventes at afsløre et nyt system for grænseovervågning i EU senere på året.

Tilhængerne af en strammere migrationspolitik samt den internationale våbenindustri ser systemet som en drøm, der er gået i opfyldelse.

Vil resultatet være Fort Europa – et science fiction-inspireret grænseområde, som patruljeres af droner?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At bruge flere milliarder euro på at opføre barrierer, der skal markere grænserne på havet eller på land, sætter ikke en stopper for migrationen. Fortvivlede mennesker vil altid vælge en fortvivlelsens udvej.

Det, der er behov for, eller som vi skal kræve af de europæiske politikere, er en håndsoprækning: Europa skal vie sig til de humanitære værdier, som det frie Europa tidligere er blevet beundret for i hele verden i årtierne efter Anden Verdenskrig.

Men netop som ligene forsvinder fra offentlighedens øje, lettes de moralske skrupler. Mange har valgt at acceptere den maritime grav som et nødvendigt onde, der skal sikre et frit og velstående Europa.

Den unge enke i Ghana var nu alene om at opdrage sin søn. Da jeg mødte hende, solgte hun flødekarameller og appelsiner fra en stand placeret ved vejkanten. Hun fortalte mig, at hun stadig tænkte meget på sin mand og bad for ham.

»Det stod ikke så slemt til for ham. I Libyen var han respekteret af sine kolleger på grund af sin ydmyghed og sagtmodighed. Nu har jeg mistet et godt menneske i mit liv«.

Copyright New York Times

Oversættelse: Christoffer Østergaard

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden