Skal et testamente omfatte de vigtigste dele af boet, har den nu 73-årige animationstroldmand Miyazaki valgt det rette stof til sin – efter eget udsagn – sidste store tegnefilm:
Fortællingen om den unge Jiro, der virkeliggør sine drømme om at blive flyingeniør (baseret på et miks af virkelighedens ingeniør Jiro Horikoshis og den samtidige forfatter Tatsuo Horis liv), svæver selv på mesterens egen livslange fascination af luftrummet med alle luftturene i hans film.
Kortfilm gennemspiller D-dagen med legende æstetik og nørdet militærvidenMed Paul Valéry-citatet ’Le vent se lève. Il faut tenter de vivre’ (Vinden rejser sig. Vi må prøve at leve) som titel; med filmens vemodige kærlighedshistorie som én lang reference til sanatoriet i Thomas Manns ’Trolddomsfjeldet’ (selv Hans Castorp optræder); og med sin pendling fra Japan under jordskælvet i Kanto 1923 til Tysklands Junker-flyfabrikker sidst i 1930’erne gentager filmen desuden Miyazakis egen forkærlighed for det gamle århundredes første halvdel og rummer en eftertænksom katastrofebevidsthed – vel at mærke uden økologisk mobilisering (som i ’Mononoké’).
Modsat alle Miyazakis andre film har ’Når vinden rejser sig’ nemlig mest at give en voksen tilskuer, selv om den gamle stadig med sin lette, enkle figurstreg og detaljemættede sceneriers appetit på skaberværket mageløst forener barnlig enfold med mild livsvisdom.
fortsæt med at læse
