X-Men, de mageløse mutanter med mere end specielle evner anført af den kørestolsbundne tankelæser, professor X, udmærker sig blandt superhelte ved at gribe ind i historiens gang.

Vores rigtige ’jordiske’ historie, altså.

Sidst i ’X-Men: First Class’ afværgede de Cuba-krisens atomragnarok i 1962, og som titlen mere end antyder, byder også denne 5. (eller 7., når man også medregner ’Wolverine’) på en tidsrejse, nu tilbage til 1970’erne.

Og igen kamp på flere fronter:

Dels på de to tidsplaner, parallelt. I en nær fremtid har supervåbenrobotter ved navn Sentinels (skildvagter) slavebundet det meste af Jorden og er på sporet af de få tilbageværende X-Mens gemmested.

Mere vellykket end forgængerne

For at forhindre udviklingen af dødsrobotterne i sin tid – og altså ændre historien tilbagevirkende – sendes Wolverine tilbage til 1973, hvor han må prøve at genskabe tillid mellem de endnu unge X og Magneto.

Så de kan hindre robotternes bagmand, forskeren Bolivar Trask, i at studere mutantgenerne hos Raven/Mystique, der kan antage enhver anden(s) skikkelse – inklusive præsident Nixons!

Wolverine lander nemlig midt i afslutningen af Vietnamkrigen, men før Watergate.

Pølsesnak, ja, hvis målestokken var sandsynlighed.

Men målt på underholdningskraft – action, krydsklippet kapløb med tiden, styrkeprøver mellem stålsatte viljer og ommøblering af Washingtons byplan – rager ’Days of Future Past’ op over de vellykkede forgængere.

Supercastet

Med Bryan Singer selv tilbage i instruktørstolen – dvs. sikker personinstruktion med plads til humor – glitrer dette supercast: James McAvoy og Michael Fassbender er ligesom i 2010 Charles Xavier og Erik Lensherr, fortidens ungdomsudgaver af X og Magneto, som Patrick Stewart og Ian McKellen fortsat giver efterlønskarisma på fremtidsplanet.

Hugh Jackman som Wolverine og Jennifer Lawrence som Raven er lige flotte og spiller røven ud af bukserne på de fleste og – helt bogstaveligt – på sig selv.