En æggeskal, en snegletunge, en vanddråbe og øjet på en bananflue er noget af det, man ikke med det blotte øje kan se noget særligt ved – hvis man overhovedet som menneske har syn til at få øje på det.

I filmen ’Den verden vi ikke ser’ ses de ting og hundredvis af andre tæt på og tydeligt ved hjælp af forskellige former for avanceret fotografisk teknologi.

For eksempel viser en æggeskal sig at være en åbenbaring at opleve gennem et elektronmikroskop, der kan forstørre op til en million gange og derfor er i stand til at vise en enkelt skals flerfarvede, komplekst mønstrede og meget smukke overflade.

En vanddråbes hoppen på en pyt. En sommerfuglevinges betagende mønster. Og en blomst beskuet med biens evne til at se ultraviolet lys.

Der er andre eksempler i filmen på jordisk liv, der viser sig at være bevidsthedsudvidende flot og imponerende, når man som menneske får lov til at se det gennem instruktøreren Louie Schwartzbergs optik.

Detaljer af organiske eksistenser

Amerikaneren Schwartzberg har brugt årtier på at filme dele af verden, mennesker ikke normalt kan se, fordi de er små, for langsomme, for hurtige eller slet og ret usynlige for vores øjne.

I ’Den verden vi ikke ser’ forklares kamerateknikkerne pædagogisk af den danske indtaler, skuespilleren Ellen Hillingsø, mens de i dén grad illustrative eksempler fylder kuppellærredet i Planetariet sekund efter sekund. Ganske mange af eksemplerne er den rene fornøjelse at se.

Det gælder ikke blot detaljer af organiske eksistenser fra en hornuglevinges bevægelser til en klatreplantes kravlen op ad en træstamme. Billederne af en guldsmeds fantastiske flyveegenskaber – den kan flyve forlæns, baglæns og endda også på ryggen – er nogle af den slags, man har lyst til at fordybe sig i og se igen og igen. I den slags øjeblikke er det lige ved, at filmen går for hurtigt frem.

I det hele taget kunne ’Den verden vi ikke ser’ sagtens have været længere. Fordelen ved den barske redigering er omvendt, at hverken børn eller voksne når at kede sig. I hvert fald ikke når de første minutter af den er ovre. Indledningsvis foregår den fornuftigt nok i virkeligheden, som vi er i stand til at se den.

Her har instruktøren valgt at filme nogle amerikanere, der dyrker planter i højbede på toppen af en skyskraber. Som det af en eller anden årsag ofte er tilfældet i naturvidenskabelige film, er scenerne fra det dagligdags og det genkendelige både temmelig grimme og kunstfærdigt instruerede.

Kræver ikke lommetørklæder

Det er, når tidsforkortende kameraer, højhastighedsfotografering eller for eksempel røntgensyn kommer i brug på lærredet, at man begynder at forstå, hvor ufattelig meget af verden vi går glip af med det begrænsede syn, vi har. Kamerateknik for kamerateknik tages i brug, mens der vises billeder fra verden helt ind til dna-niveau og nogle gange også illustrationer, der muligvis kan fremkalde fobier hos enkelte tilskuere.

Før man går ind til den her dokumentar, er det ikke nødvendigt at ruste sig til handlingen med lommetørklæder. Synderlig rørt bliver man ikke. Mere måbende bjergtaget og forbavset.

Til gengæld kan nogle af os godt få brug for en kløpind, når der vises nærbilleder af en arbejdsom lus, mens man får syn for myggens evne til med infrarødt syn at finde frem til de varmblodige kroppe, eller idet man oplever en forbløffende kompleks loppes systematiske invasion af en kat. For pokker, hvor det synes at krible og krable i Planetariets polstrede stole under de sekvenser!

Ligefrem kønt er det næppe heller at se døde organismer gå i opløsning og blive til føde for mangestedsnærværende, nyttige slimsvampe. Men lige netop slimsvampen har ret afgørende betydning for selve klodelivets cyklus, viser filmen, som oven i meget andet fint sætter menneskets betydning noget i relief.

fortsæt med at læse

Antropologer laver svimlende dokumentarer