Lyt til artiklen
De sidste 12 minutter af ’Leviathan’ har man mistet mælet.
Det blæksorte hav, nattehimlen, det lysfølsomt filmede orange skær fra bådens lampe ... Kameraet vendes mod vandet, drejes opad, det er umuligt at se, hvad der sker. Noget styrtdykker, swoosj, våde lyde, flaksende måger i tusindtal – set nedefra, set oppefra, apokalyptisk, hallucinatorisk. Himmel og hav bliver ét.
