Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Miracle Film
Foto: Miracle Film

frigørelse. Enken og de tre efterladte døtre sørger over patriarkens død i den marokkanske film 'Et hus i Marokko', der beskriver kvinderne, som gradvist gør sig fri i en traditionelt mandsdomineret kultur.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Marokkansk filmskaber: »Man kan sagtens have både en gud og en øl«

Marokkanske Laila Marrakchis er aktuel med filmen 'Et hus i Marokko'.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Internationalt hedder filmen ’Rock the Casbah’ med en hilsen til britisk 80’er-punk og The Clash, og under filmens fortekster hører man Bing Crosby croone ’Road to Morocco’.

Så skulle man tro, at der var dømt totalt uautentisk ’nordafricana’, men så ville man ifølge filmens instruktør, Laila Barrakchi, ikke have forstået en døjt af Marokko og netop Marokkos særlige forhold til Øst såvel som til Vest.

På dansk hedder den ’Et hus i Marokko’, og så har man ikke sagt for meget. Der er franske penge i den, men det er kun en formssag:

»Jeg tør godt love, at filmen er 100 procent marokkansk«, bedyrer instruktøren Laila Marrakchi, som godt nok bor i Frankrig i dag, men til stadighed i allerhøjeste grad er marokkaner.

»Jeg voksede op der, hele min familie bor der, og jeg rejser hele tiden frem og tilbage. Jeg føler, at jeg er overordentlig engageret i marokkansk samfundsliv, og det er stadig nemmere for mig at blive forstået umiddelbart i Marokko end i Frankrig. Og jeg føler på marokkansk, selv om jeg allerede rejste til Frankrig, da jeg skulle begynde i gymnasiet i Paris«.

Så Bing Crosby- og Clash-associationerne skyldes ikke Marrakchis franske nutid. Hovedpersonen i ’Et hus i Marokko’ er en ung skuespillerinde – kendt som hende, der altid spiller terroristen i amerikanske actionfilm – der vender tilbage til sit barndomshjem efter ti år i Hollywood. Hendes far, patriarken, er død, og de tre søstre er hjemme for at sørge og for at støtte deres mor.

Så den søster, der er rejst væk og kommer tilbage, er ikke dig?

»Slet ikke. Hun har været væk en evighed og har cuttet alle bånd«.

Nordafrika ved Middelhavet

’Et hus i Marokko’ har en fornemmelse af Italien over sig, en middelhavsfylde i farver og teksturer, en glæde ved mad og sensualitet. Men den er filmet i Tanger, og den er velegnet at prøve sine egne fordomme om Nordafrika af på.

Filmhistorisk har casbahen, som Marrakchis film har taget navn efter, stået for noget både eksotisk og dragende, men ikke mindst hemmelighedsfuldt og farligt. Idolet Charles Boyer forførte i rollen som araber unge franske damer derinde i ’Algiers’, Jean Gabin ligeså i ’Pépé le Moko’, og i ’Slaget om Algier’ var det bag casbahens høje, uigennemtrængelige mure, at det islamiske opgør mod den franske besættelsesmagt blev udklækket med bombebælter og det hele. Men ’Rock the Casbah’ er hævet over casbahen og udspiller sig i et svalt palæ, der stinker af kultur og gamle penge.

Ikke nok med Clash og Bing Crosby, på et tidspunkt dukker sofistikerede newyorkere som Antony & The Johnsons også op!

Laila Marrakchi ler begejstret.

»Jeg skrev manuskriptet til filmen, mens jeg hørte hans musik, og for mig er Antony langt, langt større end bare New York. Han har den slags stemme, der rammer en i hjertet; en stemme, der har en enorm følsomhed i sig. Men det er ikke tænkt som en provokation, men som illustration af, hvor skizofrent overklassen i Marokko lever«.

»Traditionen er vældig vigtig, men især i sørgeperioder er der en idé om, at traditioner er til for at blive udfordret, at og grænser er til for at blive overskredet. Og det er man nødt til for at kunne leve der. Traditionerne i Marokko er stadigvæk meget, meget stærke og rodfæstede, men samfundet er mere og mere påvirket af Vesten og kæmper i nogen grad med at finde den rette balance«.

Tre søstre

Det er Omar Sharif, førsteelskeren fra den snart 50 år gamle ’Dr. Zhivago’, der er filmens patriark, men han optræder som et hyggespøgelse, der vender tilbage til huset for at tjekke, hvordan slægtens kvinder har det med hans bortgang. Ikke alt, hvad han ser, er lige yndigt. Søstrene skændes. Godt nok er den ene endelig vendt hjem efter sine år i Hollywood, men de to andre er i skiftende grad utilpasse og utilpassede. Den ene er gift, men drikker og kigger lystent på andre mænd, den anden er så from, at det halve kunne være nok.

»I min kultur er familien den helt centrale faktor«, siger Laila Marrakchi. »Det er en ur-ting. Man skal kunne stole på dem, der er tættest på en, men man kan ikke gå imod strømmen, ligegyldig hvor store ens private problemer er«.

Du fremstiller på den ene side kvinderne som en slags ofre i en patriarkalsk familiestruktur, men det er også dem, der har ressourcerne ...

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg ser ikke kvinder – heller ikke nordafrikanske kvinder – som ofre, men disse kvinder er blevet infantiliseret, behandlet som børn, af deres far i hele deres liv. Nu da han er væk, skal de til at definere deres nye positioner i forhold til hinanden for at se, hvor de hører hjemme i familiehierarkiet. Det er det, jeg prøver at få et kig ind i. Hvor svært det er for kvinder at finde vej i samfundet, når der er den her tendens til kun at kunne rumme kvinder som småpiger eller mødre og nærmest aldrig som uafhængige, faglige mennesker, som kvinder, elskerinder, professionelle. Selv i den marokkanske overklasse, som ellers er ret åben, er kvinderne fanget i den tradition. Det er – kan man sige – den bløde uld, deres familie pakker dem ind i«.

En af søstrene skiller sig ud. Hun er stærkt religiøs, men af fare for at ødelægge en af pointerne for det danske publikum vil jeg ikke nævne, hvordan også hun snubler over en af Vestens utallige fristelser – og bliver liggende.

»Jo, men du bør ikke blande Nordafrika og Mellemøsten sammen«, siger Marrakchi. »Det er to meget forskellige regioner, og det religiøse er mere komplekst, end man først skulle tro. I Maghreb-regionen i Nordafrika er det helt, helt anderledes. Lad mig fortælle dig en lille historie om min tante, fra da jeg voksede op. Min tante drak øl. Og hun bad til Allah. Når hun blev tilbudt en øl, sagde hun: »Vent lige lidt«, og så gik hun afsides og bad en bøn og vendte tilbage og drak. Det var helt uproblematisk, men hun holdt fast i, at hun ifølge islam, sådan som hun læste det, umuligt kunne bede efter at have drukket«.

»Så den islam, jeg voksede op med, var en meget rummelig og tolerant islam. Det var en version af islam, hvor forholdet mellem dig selv og din gud er helt individuelt og personligt. Man kan sagtens have både en gud og en øl. Søsteren i filmen har det specifikke problem, at hun er så skinhellig og snerpet«.

Mødet med døden

For Marrakchi er det helt afgørende, at hendes historie udspiller sig i forbindelse med et dødsfald, går det mere og mere op for mig, jo længere vi taler. Marokkansk kultur og islamisk tro har en helt smørrebrødsseddel af mere eller mindre komplicerede vaner og traditioner omkring død og begravelse. Det er i mødet med døden, at alt skiller, og det er i mødet med det uafvendelige, at socialklasserne mødes. Marrakchi lægger ikke skjul på, at hun så absolut kommer fra bekvemme kår, men hun siger, at sorgbearbejdelsen er den samme i alle samfundslag.

»Det er ikke noget, man kender meget til i Vesten, men som jeg har beskrevet det i filmen, sådan foregår det i alle arabiske samfund i den her kontekst. Folk, der er rige, som rejser og har lange uddannelser, vender helt tilbage til deres kulturelle udgangspunkt i forbindelse med døden. Fra toppen til bunden reagerer marokkanske kvinder ens«.

Hvad er det for et samfund, Omar Sharifs patriark efterlader sig, da han dør i filmens begyndelse? Og hvad følger efter ham?

Laila Marrakchi læner sig tilbage i stolen. Og tænker.

»På en måde er det jo som afslutningen på en epoke, det kan jeg godt se. Det meste af farens liv har han levet under diktatur, én stærk mand. Hans død er vel et symbol på det arabiske forår, på kvindernes revolte. ’Revolte’ er nok et lidt stærkt ord, men bare det, at kvinderne er begyndt at udtrykke sig og hævde sig, er stærkt. Patriarkatet er dødt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så du – ser du det arabiske forår som ikke mindst et skridt hen imod kvindefrigørelse?

Hendes pause nu, mens hun tænker, er længere.

»Det er store ord, men i hvert fald ...«, og hun tænker lidt igen, før hun vover det: »I hvert fald kan man roligt sige, at den risiko, kvinderne tager, er større end mændenes«.

Politiken var inviteret til Paris af Unifrance.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden