Under en køretur med sin søn 8. december 1995 i sin funklende, nye sportsvogn blev Jean-Dominique Bauby ramt af en kraftig hjerneblødning.
Fra at være familiefar, levemand med flere elskerinder og succesrig chefredaktør på det internationale magasin Elle blev den blot 42-årige mand med ét af tilværelsens hårdeste slag forvandlet til en levende grøntsag. Fanget i den tilstand, lægerne kalder locked-in-syndrom. Vi møder ham på hospitalet i den lille franske ferieby ved havet, hvor han har været indlagt i bevidstløs tilstand i tre uger. Da Bauby vågner op, opdager han til sit eget store chok, at han hverken kan bevæge sig eller tale.




























