Naturen – det billige skidt – er kommet i høj kurs hos spekulanter. De har luret, at stilhed, idyl og et liv i stilfærdige omgivelser med søde dyr er en stor drøm hos stressede børnefamilier fra storbyernes forurenede støjhelvede. En stor koncern sender ingeniøren Dan Sanders (Brendan Fraser) ud i en skov, hvor han skal stå for rydning af træerne og etablering af et nyt parcelhusområde. Hjemme i kvarterets første hus er hans kone (Brooke Shields) og teenagesønnen (Mat Prokop) mere end modvillige efter den familiære tvangsforflytning fra Chicago. Uheldigvis for den trinde ingeniør har også dyrene i skoven besluttet sig for at sætte poten i jorden og sige: nu er det nok. Ja, sige. For i den danske oversættelse af den – meget – amerikanske børnefilm kan dyrene tale, så vi kan forstå dem takket være danske skuespillere. Økologi for de mindste Forståeligt nok, for ingen over 5 år vil formentlig finde ’Pas på pelsdyrene’ bare tilnærmelsesvis morsom. Ideen med at lade de mindste få en økologisk og miljømæssig bevidsthed gennem nogle tuttenuttede dyr, der dyrker selvforsvar, er fin nok.

Og første gang, stakkels Brendan Fraser bliver oversprøjtet af stinkdyr, overfaldet af en vaskebjørn eller overskidt af fugle, er såmænd også sjove nok. Men da vi når frem til episode nummer 30-40 stykker af samme karakter, begynder det mildt sagt at være anstrengende. Børnekomediens slapstick er helt enkelt for fjollet til at være morsom, og Brendan Frasers stadigt mere desperate bamse af en familiefar er ikke rigtigt gal nok til at forløse det eventuelle komiske potentiale. De danske stemmer i filmen, der tilhører folk som Thure Lindhardt, Kristian Boland og Andrea Vagn Jensen, er udmærkede, men kan ikke fjerne helhedsindtrykket af en tåkrummende film, som næppe kan give nogen ståpels af latter. Medmindre man da har en fetich for dyresex med absolut omvendt fortegn... De ensartede angreb fra dyrene på Dan Sanders og hans overordnede, den lede asiatiske(!) koncernchef (Ken Jeong), bliver grovere for til sidst at ende i ekstrem vold, da en af dyrenes ledere – vaskebjørnen – tæsker ingeniøren, vrider hans læber fra hinanden og pisser ham i ansigtet. Langt ude i skoven I vidt omfang anvender filmen rigtige dyr i stedet for computerskabte animationer, men selv skovens rigtige »indbyggere« virker sært stive og umotiverede i deres bevægelser og handlinger i en film, der heller ikke teknisk ser godt ud.