Hvad gør man, når parforholdet står i stampe, diskussionerne om børn eller ikke børn, flytte på landet eller blive i storbyen egentlig er sandet til uden at forandre noget, og ens forældre pludselig begynder at falde fra? Bliver voksen, tager ansvar og får retning på ens liv? Nej da, man får naturligvis en elsker. Og udskyder alle beslutningerne – endnu en gang. Så er det potentielle trekantsdrama i gang. Men hvad så, hvis ens mangeårige partner også får sig en elsker, og det oven i købet er den samme, som man selv har kastet sin eventyrlyst i armene på? En umulig tanke, måske? Ikke for Tom Tykwer, der efter sine blankpolerede internationale satsninger med filmatiseringen af romanen ’Parfume’ (2006) og finanskrisethrilleren ’International’ (2009) er hjemme på tysk grund i Berlin med ’Drei’.
Den tyske instruktør, der slog igennem med ’Lola rennt’ (1998), har indset, at for det moderne storbymenneske er intet umuligt, heller ikke affærer med repræsentanter for ens eget køn. Tydelig symbolik Allerede i sin indledningssekvens, en balletdans med to mænd og en kvinde, antyder Tom Tykwer, hvad der er under opsejling. Og det er det eneste problem med ’Drei’, der er noget så sjældent som en intelligent, stærkt seværdig, morsom og underholdende romantisk komedie, at der males med lidt for brede pensler. Det, der egentlig er en lille og troværdig film om modne og begavede menneskers kvaler med kærligheden, får en omgang brush-up fra Hollywood, som slet ikke er nødvendig. Den forskning i stamceller, som indrammer filmens handling, er et godt valgt symbol på, at verden drejer rundt og livet går videre, uanset hvad vi udsættes for i vores egen tilværelse. På papiret. For symbolikken bliver lidt for tydelig, efterhånden som alle tre parter i trekanten forandrer sig og gør op med deres nedarvede normer.
