De amerikanske anmeldere er vilde med serien om en ung sort basketball-stjerne, som med en gylden NBA-kontrakt hiver sin familie ud af ghettoen og ind i et liv med penthouselejlighed og røde løbere.
Serien rammer USA på et tidspunkt, hvor nationalsport er et nyt nationaltraume med NBA og NFL i særdeleshed i moralsk forfald efter en række skandaler med hustru- og børnebankende stjerner, som har svært ved at takle livet som celeb. Så for amerikanske seere trykker ’Survivor’s Remorse’ på et betændt punkt, når Cam, som den unge player hedder, føler stik af dårlig samvittighed over, at hans gamle hjemmedrenge stadig lever det hårde liv, mens han kører Aston Martin.






























