Man står godt for hug, når man, som Ole Christian Madsen gør det i ’Steppeulven’, kaster sig over et højhelligt kulturikon som Eik Skaløe.
Endnu bedre for hug står han, fordi det drejer sig om det ungdomsoprør, som bevogtes så nidkært af dem, der var der, og skildres så lattervækkende af dem, der kom efter.


























