Larissas mor vil ikke acceptere sin datters seksualitet. Benny bygger luftkasteller om sit liv. Og ’D’ har allerede været så meget igennem, at han på nogle måder er mindst tre gange så gammel som de 16 år, der ville stå i identifikationspapirerne, hvis han havde råd til at skaffe sig dem.

De tre unge amerikanere fra Tulsa i Oklahoma er hovedpersoner i danske Jannik Splidsboels dokumentar ’Misfits’.

Tilfælles har de tre, at de betragtes som andenrangsmennesker af nogle medborgere i Tulsa, fordi de ikke er heteroseksuelle. Det er ikke velanset blandt en stor del af borgerne i det amerikanske Bibelbælte, hvor ’Misfits’ udspiller sig.

En almen fortælling

Instruktøren Jannik Splidsboel har skabt en film om unge fra LGBT-miljøet i noget så danmarksfjernt et sted som Tulsa, men alligevel opleves dokumentaren overhovedet ikke som en snæver fortælling, der især henvender sig til et publikum med speciel interesse i homoseksuelles vilkår. Den er meget mere almen.

Det skyldes blandt andet, at man får lov til at komme så tæt på de tre hovedpersoner, at de fremstår som hele mennesker og ikke kun som cases, der repræsenterer en problematik. Fra de første til de sidste scener er Larissa, Benny og ’D’ i centrum.

Den mentale varme

Jannik Splidsboel lader dem fortælle deres brogede og delvis tragiske livshistorier i længere sekvenser på skift og samler dem ved hjælp af ungdomsklubben Openarms Youth Project (OYP), der er det eneste sted af sin art i Tulsa.

Her mødes homoseksuelle, transseksuelle og panseksuelle for at få rådgivning, dele erfaringer, få mod til at stå ved, hvem de er, og også lære sig selv bedre at kende. I OPY er der tydeligvis en accept af ethvert af de mennesker, der kommer i klubben, fordi de har brug for det og føler sig i sikkerhed der.

Uden for klubben oplever de på hver sin måde at blive betragtet som ’misfits’ – udskud og outsidere. Det er den mentale varme, som de unge bliver mødt med i OPY, der er med til at gøre ’Misfits’ til en film om kærlighed i den største betydning af ordet.

Finder fodfæste

Larissa, Bennyog ’D’ er vidt forskellige. Jannik Splidsboel lader os møde dem, efter at de er sprunget ud, og mens de er i færd med at finde identitetsmæssigt fodfæste. Instruktøren springer mellem deres fortællinger.

I en scene fortæller ’D’ om at blive vanrøgtet og misbrugt som barn. I den næste fantaserer Benny om at blive kæreste med en velhavende læge, der kan forsørge ham.

De mange sceneskift gør, at Splidsboel ikke når at dvæle ved den enkelte hovedpersons sorger og glæder, før den næstes kommer i fokus.

Homogene forhaver

I scener mellem deres stemmer løfter ’Misfits’ sig til fugleperspektiv og får skabt tilstrækkelig luft mellem de tre intense personhistorier. Her skaber billeder og lyd stemninger af, hvorfor Larissa, Benny, ’D’ og andre har brug for en klub som Openarms Youth Project.

Når kameraet panorerer forbi villavejenes tillukkede og næsten identiske huse med tilsyneladende homogene forhaver, og når en vækkelsesprædikant i en kirke i en kort scene bryder ud i infernalsk larmende advarsel mod homoseksualitet, får man en tydelig fornemmelse af, hvad de tre unge er oppe imod i Tulsa.

I det hele taget har fotograf Henrik Bohn Ibsens billeder og Roar Skau Olsens lyd stor betydning for nærværet i ’Misfits’. Når Larissa og hendes kæreste nusser fødder i deres seng, viser billederne, at dér er de to kvinder trygge. Når ’D’ træner armmuskler på gulvet hjemme i sit bombede værelse, kan man mærke trodsigheden i hans krop.

Der er i forvejen fortalt mange historier om unge og homoseksualitet. Den her er sin egen.

fortsæt med at læse

Israelsk kvinde: »Jeg kan foretage mig hvad som helst - bortset altså fra at blive skilt«