Hvis ordet ’filmdigtsuite’ ikke findes, er det hermed opfundet. Som delvist signalement af Roy Anderssons totalt egenartede filmkunst, som man nok med lige så god ret kunne kalde ’film-spex’, ’visuelle essays’ eller ’live action-dukkefilm’: Omhyggeligt koreograferede skuespillere bevæger sig stift og langsomt (som dukker) gennem en lang række korte, absurde tableauer eller optrin (spex), så det danner poetiske forløb, sammenstød og associationer (digt), der efterhånden nærmer sig en fortællende livstolkning (essay).

Ja, undskyld jeg staver det lidt omstændeligt. Det betyder bare: én til Roy Andersson-film. For de ligner jo ingen andre, men ligner i den grad sig selv fra gang til gang.

Kun få træk adskiller således den nu 72-årige svenskers tredje og sidste film i trilogien »om at være menneske« fra de forrige, ’Sange fra anden sal’ (2000) og ’Du levende’ (2007).

Triste enfoldige mænd

Men modsat forgængerne har ’En due sad på en gren ...’ to gennemgående figurer, Sam og Jonathan, der forsøger at sælge varer til spøg & skæmt-butikker og bagefter prøver at kradse pengene hjem.

End ikke et slagtilbud som ’vampyrtænder til halv pris’ batter dog rigtig, når verden er, som den er, og de to selv ligner den verdens mest triste og enfoldige bedemænd.

Andre enhedsskabende gentagelser er musikken – bl.a. en karruselagtig melodi ved navn ’Lilla vackra Anna’ – og en træt telefonreplik: »Det var dejligt at høre, at I også har det godt«.

Et kig i kukkassen

Af de løsrevne tableauer er der denne gang 37 i alt, filmet i total med stationært kamera. Værsgo og kig i kukkassen, de bevæger sig – men laaangsomt.

Nu og da annoncerer et stumfilmagtigt skilt næste billede f.eks.: ’Møde med døden nr. 1’. Bargæster synger korsang: »Konung Karl den Tolvte och hans tiotusen man« (melodi som vores ’General Napoleon’ og lige så mange mænd), mens en hel hær i 1700-tals uniformer drager forbi med heste og pauker og trompeter! Eller kromutteren ’halte Lotta’ indkasserer sin betaling i form af kys fra en hel deling marinesoldater, til samme melodi.

Fortolkning

Livstolkningen er der sådan set ingen tvivl om, for den staves tydeligt mod slutningen: En fastspændt abe i et laboratorium reagerer forpint på en eller anden stimulus, igen og igen – titel: ’Homo sapiens’! Straks afløst af kolonisoldater i tropehjelm, som genner sorte mennesker ind i en kæmpekedel over bål – mens selskabsklædte hvide blasert ser til!

Har man set de forrige film, kan man gribe sig i et blik på uret, for som dér er anslaget på én gang vemodigt humoristisk, selvhøjtideligt storslået og sagtmodigt indtil det sjokkede. Men virkningen kan være både fremmedgørende som hos Brecht og illusionsløst absurd som hos Beckett. Og især: Anderssonsk!

fortsæt med at læse

Få overblikket: Sådan anmeldte Politikens anmeldere ugens premierefilm