Manus hverken kan eller må forudsige alt i en film; der er ting, som kun kan skrives med kameraet – og det er måske de vigtigste. De rigtige chancer tager man under optagelserne«.

Den 67-årige instruktør Philippe Garrel, der siger sådan, tager heldigvis stadig en del chancer under optagelserne og får vidunderligt ægte liv ud af det. Også i denne film, som dog bygger mere på manus og mindre på improvisation end hans tidligere (bl.a. ’Regular lovers’ og ’J’entends plus la guitare’, begge sølvløvepræmierede i Venedig, henholdsvis 2005 og 1990).

’I skyggen af kvinder’ har da også den legendariske, nu 84-årige Jean-Claude Carrière (manusforfatter for Buñuel, Godard, Louis Malle, Schlöndorff, Milos Forman m.fl.) med på manus, sammen med Arlette Langmann og Caroline Deruas. To mænd og to kvinder, den sidste 30 år yngre end instruktøren og gift med ham. En Se og Hør-ligegyldig oplysning? Måske. Men ’I skyggen af kvinder’ handler om, at »den kvindelige libido er lige så stærk som den mandlige«, stadig ifølge Garrel selv:

Pierre laver dokumentarfilm, og Manon ofrer sin egen uddannelse for at støtte ham i alt, aktuelt en portrætfilm om en gammel modstandsmand. Alligevel tager Pierre den unge historiestuderende Elisabeth som fast elskerinde ved siden af. Manon vil og kan han ikke forlade – før Elisabeth tilfældigt opdager, at også Manon har en elsker.

En triviel historie om sidespring og jalousi? Ja, bortset fra at skinsyge – modsat Garrels forrige film, ’Jealousy’ – her aldrig nævnes eller betegnes sådan. Både Pierre og Manon har jo vidst, hvad de gjorde, hun ganske vist især som reaktion på hans fravær.

Men den gensidige utroskab blotlægger behov hos dem begge, som ikke bare er ’besiddertrang’, men en længsel efter at være elsket, med Manons ord »blive set«. Er det dét, vores libido er rettet imod? Uanset køn? Det er i hvert fald det nærmeste, filmen kommer en udlægning af sin egen fortælling.

Mænd er selvbedragere, kvinderne de vidende

Titlens antydning af en mandlig hovedsynsvinkel rimer med, at hovedpersonen, Pierre, jo deler profession med sin instruktør. Men tvært imod at kaste skygge på Pierre kaster kvinderne faktisk et skarpt og præcist lys over hans selvbedrag – ligesom kun Manon gennemskuer et bedrag, som modstandsveteranen i portrætfilmen gør sig skyldig i: Mænd er selvbedragere, kvinderne de oplyste, vidende.

Denne kønskollektive ansvarsfralæggelse bekræftes til overflod af personinstruktionen: Stanislas Merhar er sat til at spille så lidet givende, mut og humorforladt, at det bliver kliché, hvorimod Clothilde Coureau som Manon og Lena Paugam som Elisabeth har anderledes varierede og troværdige, glamourfri udtryk for livslyst, vrede, glæde og hengivenhed. I filmens konsekvent sort-hvide alvor med meget sparsomt musikunderlag virker de i glimt som uventede gaver, der næppe opnås uden improvisationsfrihed foran kameraet.

Andre fine glimt af ægte hverdag, både i glidende åbne gadebilleder og i parforholdets uforstilte nærhed, hjælper tilskueren gennem en (for) lang optakt, før opdagelsen af Manons elsker gør historien strømførende, bevægende. Men den illusionsløse afdækning af reaktionerne på ikke længere at være den eneste, der er omsluttet af den andens kærlige blik, skitseres næsten skematisk, som en slags epilog, skønt den rummer alle pointerne.

Med sit ’nøgterne’ fokus på parforholdets fænomenologi mimer Garrel sine Truffaut- og Godard-forbilleder, men Carrière måtte godt have lirket lidt mere med balancen i manus, før kameraet gik i gang.