Selv om den vestlige kapitalismes seneste punktering i 2007 skabte krise herhjemme, var tilstandene værre for mange amerikanske familier, der ikke kunne svare afdrag på huslånet og helt bogstaveligt blev sat på gaden: Husk tandbørsten, jeres id-beviser og nødvendig medicin; resten sætter vi ud i vejkanten, og det skal fjernes inden 24 timer.

Stribevis af den slags udsættelser gør et reelt hjerteskærende indtryk i ’99 homes’, der bygger på virkelige hændelser. Skønt vi er i Chicago i 2010, er virkningen ikke meget forskellig fra Erik Henningsens berømte 1882-maleri ’Sat ud’, ud over at familiernes habengut nu er stablet bag på pickuppen.

Det gælder også bygningshåndværkeren Dennis Nash (Andrew Garfield), der med søn og mor (Laura Dern) må søge tilflugt på et usselt motelværelse efter at være blevet sat på gaden af politiet i følge med en mand med mange kasketter, filmens anden hovedperson:

Rick Carver (med Michael Shannons intense blik og pokerface) er både ejendomsmægler og en slags foged på kreditforeningens vegne og har især en lukrativ forretning kørende op til husejerens sidste frist. Hvis familien frivilligt rømmer hjemmet, får de et lille kontantbeløb, cash for keys, lige nok til flyttevognen. Det uskadte hus køber Carver og sælger videre med fed profit.

Den forretning – sikkert med dansk sidestykke – får vi indblik i gennem Dennis Nash. Han er så opsat på at købe barndomshjemmet tilbage, at han indgår en ’kontrakt med Djævelen’ og bliver Carvers håndlanger. Skræller huse med forfaldne lån for hvidevarer, vand- og varmepumper, der så sættes tilbage igen, når huset er købt af Carver og skal sælges videre. Sætter til sidst selv familier ud – og bliver genkendt.

Nash og Carver, begge fra den lavere middelklasse, følger egentlig bare liberalismens bud: Enhver er sin egen lykkes smed. Krisen er en syndflod, siger Carver, og kun én ud af hundrede kommer med i arken. Men for enhver pris? Nash går jo ikke alene fra offer til bøddel, men også fra need til greed: Kan man købe sit hus tilbage, hvorfor så ikke et mindre palads?

Luksus som glasur over en rådden gesjæft. Filmen præker ikke politik, men viser bare mekanismen – og konsekvenserne. Lærerigt, mens vi bereder os på de næste års sociale centrifugeprogram.