De fascinerer stadig, selv om vi efterhånden kender begge typer temmelig godt: den intelligente, men frådende personlighedsforstyrrede gangster, som uden empati for andre overskrider alle forsigtighedsregler for at fylde sit indre tomrum. Og den lige så intelligent kalkulerende, rolige, charmerende og i egne øjne ligefrem velmenende forbryder med drømmen om at go straight og danne familie med sin uskyldige kone.

Og i ’Legend’ fascinerer de to modsatte typer så lige en tak mere, fordi de er tvillingebrødre og – begge to! – spilles fuldstændig formidabelt af Tom Hardy. Ronnie Kray er den cigarrygende galning, der myrder med koldt blod, når han har droppet medicinen og ikke får sin vilje.

Han er bøsse, ledsaget af et par hårdkogte trækkerdrenge forfremmet til kammerherrer og livgarde. Mens Reggie Kray er den relativt mere veltilpassede bror med overblikket og de mere ordinære familiedrømme bundet op på East End-skønheden Frances, en ingenue, der går lige fra skrivemaskinekurset til gangsterlivets sus og dus, akkompagneret af sin fornuftige mors tænderskærende advarsler mod den kriminelle charmetrold.

At Hardy formår at krybe helt ind i begge disse modsætninger og få os til at tro på deres ubrydelige hengivenhed for hinanden, og at maskeringskunst og special effects i dag gør det muligt for ham at være disse to personer i samme billede, ja, sågar i et slagsmål med sig selv på liv og død – det er filmens scoop og alene billetprisen værd. Et rigtig godt bud på en oscarnominering.

Eminent tidsbillede

Vi er i Swinging London, Harold Wilsons første regeringstid 1964-70. Genskabt med et glimt af premierministeren i bekymring over både Labour- og tory-politikeres seksuelle udskejelser sammen med Ronnie, men ikke mindst med generøs production value i gadebilleder såvel som luksusinteriører forvandlet til skydebaner og slagsmålsbuler. For ikke at tale om det lige så generøse og stemningsmættede lydspor af datidspop: Mens Frances bliver pillevrag, kan hun trille rundt i sin åbne Triumph Spitfire og nynne med på ’Make the World Go Away’; og måske skulle Reggie langt tidligere have tænkt over ordene: »Then I’ll go and spoil it all by saying something stupid like: I love you«.

Det tidsbillede er filmens andet scoop. Resten er mere problematisk eller direkte mangelfuldt, med for mange ufuldendte sidefortællinger og utilstrækkelige personskildringer.

Hverken Emily Brownings figur som Frances eller tvillingebrødrenes consiliere Leslie Payne, stråmand og krejler i én person med Davis Thewlis’ fint forsorne ansigtstræk, bliver nogensinde foldet ordentligt ud, skønt de er centrale medspillere i tragedien. En gangsterkrig om herredømmet over East End mellem Kray-brødrene og en Richardson-bande (anført af den altid foruroligende Paul Bettany) når vi aldrig rigtig ind i, selv om den er afgørende for udviklingen.

Netop klasseskellet mellem Londons East End og West End er strukturerende for filmens univers og brødrenes selvforståelse, og det er godt set, at begge brødre tiltrækker dele af overklassen og det politiske establishment: Ronnie med sine ucamouflerede bøsseorgier, Reggie med sine (næsten) lovlige natklubber og kasino og den kølige indsigt, at »aristokrater og kriminelle har meget tilfælles«, både rastløsheden og de store pengestrømme. Men disse tilløb til at udvide kærligheds- og familiekonflikter til samfundsbillede følges aldrig ordentligt op til fuld udfoldelse.

De eneste to i fokus

Den paradoksalt ureflekterede identifikation med forbryderne har gangsterdramaet jo for længst vænnet os til, lige fra ’Bonnie og Clyde’ til ’Godfather’, men her bliver det tvetydigt: Skønt vi selvfølgelig ledes til at ’holde med’ den selvkontrollerende Reggie (og dermed beskyttelsen af hans parforhold såvel som hans gangsterorganisation) og frygte Ronnies vanvid og dets konsekvenser, både for ofrene og for brødrenes gesjæft, er det ved nærmere eftertanke ikke sådan at afgøre, hvem af de to der er mest samfundsskadelig.

Ronnies grænseoverskridelser blotter dem jo netop for politiindsats og retsforfølgelse, mens Reggies ’kultiverede’ kriminalitet er langt sværere for Scotland Yard-inspektøren ’Nipper’ Read (Christopher Eccleston) at få skovlen under.

I stedet for dybere personkarakteristikker og gennemførte sideplots har Brian Helgeland (trods navnet er han ærkeamerikaner, 54 år og oscarbelønnet for sit manus til ’L.A. Confidential’, tidligere instruktør på ’42’, ’A Knight’s Tale’ m.fl.) brugt kræfterne på det gnistrende flotte tidsbillede og det fascinerende, men også uforløste drama mellem de to brødre i Tom Hardys helt fænomenale inkarnation.

Gevinsten ved det valg er høj underholdningsværdi gennem det meste af de to stive klokketimer, men omkostningen er et samfundsbillede, der bliver ved overfladen, en kærlighedshistorie, der aldrig for alvor griber os – og derfor en noget slukøret afslutning i stedet for det forventede slutklimaks.

Men det kan jo også skyldes, at filmen er – om end lovlig løsagtigt – baseret på virkelighed: Begge de rigtige Kray-brødre døde efter langvarigt fængsel og forvaring.