Magt korrumperer.

Ingen har vel gjort den erfaring mere skræmmende end Shakespeares retskafne, loyale og tapre skotske høvding Macbeth, som magtbegæret forvandler til tyran og massemorder.

Ærgerrige underdirektører bør kende den historie, og det bør deres ægtefæller også. For netop lady Macbeth lærer os den anden lektie: Magt er et afrodisiakum, ’magtbrynde’ deler ordstamme med ’brunst’. Og magtbryndens følger dræber begæret, ja, selve lysten til livet.

Ved siden af barnemordersken Medea er lady Macbeth verdensdramatikkens største tragiske kvinderolle: »ikke en kold, nedrig, i sin ondskab forhærdet kvinde«, så Johanne Luise Heiberg skarpt, men derimod en »i en dæmonisk henrykkelsens rus utilregnelig kvinde«, som af blind ærgerrighed bliver frygt- og samvittighedsløs. Iskold og skumliderlig!

Som fru Heiberg ikke udtrykte det. Og Macbeth selv er – bevares: ved siden af Ødipus, Hamlet, kong Lear and some of that crowd – verdensscenens store tragiske mandsrolle: en sejrrig kriger, men med en »svag« karakter, som konen siger.

Hans samvittighed dør ikke, nej, som paranoia råber den stedse højere mod den storm af brutalitet, der følger af at myrde sig vej til tronen: »Min sjæl er fuld af skorpioner!«. I 1948-filmen kombinerede Orson Welles det bløde blik med det brutale drag om munden, mens det ikke lykkedes for Sean Connery i tv-filmen fra 1961.

Dommedagsdyster helvedesudflugt

Michael Fassbenders blik kan fortabes i sorg, men han er nu mere Connery end Welles her i Kurzels nye dommedagsdystre helvedesudflugt til de bloddrukne skotske jorder. Og som ladyen er Marion Cotillard så at sige mere Edith Piaf end Medea.

»Fyld mig med grusomhed fra top til tå!«, må helst ikke lyde ligesom »Jeg kan altså bedst med lyset slukket«. Parret stod ved deres barns ligbål i filmens hjertefrosne optakt, men det er svært at mærke denne tragedies retfærdiggørelse af deres (magt)liderlighed i den afgørende scene, hvor de enes om, at kongemordet er skæbnens vilje.

Men så kan scenografi og kameraarbejde brænde synerne fast til nethinden. Forvandlet til fattige skæbnesøstre plyndrer heksene de slagnes lig, mens disen driver af slagmarkens forblæste højland, hvor hærene mødtes ansigt til sodsværtet ansigt, mand mod mand, i rødt og sort og slowmotion, som var det Frank Millers ’300’.

Tragediens cellotoner forstummer i gru, når »Birnam-skoven kommer mod Dunsinane«, nemlig som askeflager fra skoven i flammer. Rødt og sort igen. Kurzels kortklippede tekst med stort scenografisk udtræk har bud til enhver, som kun er sin egen lykkes smed – med andre som ofre.