Gåafstand – ja, hvor langt er dét egentlig? Når man bor i en mindre mexicansk by, burde turen fra hjemmet hen til fotobutikken for at få fremkaldt billederne fra sit gamle kamera nok ligge inden for walking distance. Medmindre man altså er den hovedperson, der i enhver forstand fylder det meste af denne film: Federico.

Fede bliver han faktisk kaldt, om end som spansk forkortelse, ikke dansk øgenavn. Men han vejer over 200 kg; sumobrydere er vimsende letvægtere i sammenligning, for ligesom vi andre end denne mand spærret inde i sin krop. Men i dette tilfælde desuden i sit hjem, når bare det at passere dørkarmene er en opgave. For altså slet ikke at tale om den kamp at tilbagelægge de få hundrede meter hen til fotobutikken. Men han gør det.

Hjemmet ligger i en gyde fuld af affald og er selv forfaldent, med nedslidte møbler og en snusket, indelukket hørm, man næsten kan sanse i biografen. På grund af overvægten skal Federico have hjælp til at vaske sin kæmpemæssige kropsoverflade. Hans mopsede og bestemmesyge søster hjælper kun nødig og for sin egen skyld, for som Federicos eneste kontakt til verden kan hun og hendes mand ikke undslå sig for at besøge ham. En i grunden fortvivlet, men på overfladen resigneret mands stærkt reducerede liv, filmet stille og roligt, i Federicos vægtbetingede slowmotion. Indtil den dag selv samme Rosaura og svoger Ramón viser ham fotos fra deres ferierejse.

Usentimental, dog gribende

Billederne vækker Federicos håb. Han tager en film ud af sit ældgamle kamera og kæmper sig hen til butikken. Her sidder indehaverens purunge søn Paulo og læser tegneserier, men fatter nysgerrig sympati for Federico og bliver en slags ’besøgsven’ med foto som påskud. Delvis i protest mod sin tyranniske far ’skaffer’ Paulo sin ven et nyt kamera, og Federico kaster sig over kunstfotografering – af komfuret, væggen, en hjemmelavet perlekæde. Men er der ikke bedre motiver ude i verden? Også tøffelhelten Ramón gør sig fri af harpen derhjemme, og den umage trios projekt bliver at få Federico ud på en tur til havet.

Kort fortalt: Tre mand generobrer magten over deres egne liv. Men ikke til paukers og trompeters klang. Her taler vi low key; ’andante’ er for hidsig en tempobetegnelse. Så hvordan dén historie kan blive til en usentimental og dog gribende blanding af komedie og drama, kræver flere forklaringer.

Gør mediet til kunst

En er musikeren og komponisten Luiz ’Luca’ Ortega, der både har leveret den fine musik og især helt bogstaveligt fylder hovedrollen ud – en åben, forsvarsløst modig kæmpepræstation. En anden er kameraets solidarisering med manden: det dvælende nysgerrige blik på de afskallede vægge og falmede farver, »til hver plet har fået stemmer«, som digteren sagde. Lyset ude i den åbne gade. Smilet, da det lykkes at kæmpe sig derud. Men så også det dobbelte fortællerblik: Nok er søsteren en sur gimpe, men ret har hun jo med vand og vaskeklud. Og vore ’helte’ med den sent vakte frihedslængsel er altså samtidig nogle umodne hængerøve med deres trodsige tegneseriefantasier om at skrive folk på en »dødsliste« i stedet for at hanke op i sig selv.

Importøren Off-Kino, der sidst bragte den helt unikke polske film ’Crosswinds’ (Gulag-lejrliv filmet som stillestående tableauer) til landet, har igen fundet en enestående film af den slags, der gør mediet til kunst. Og som selskaber med samme overvægt som Federicos aldrig giver sig selv råd til.