Mens Instruktøren Bennet Miller arbejdede med den Oscarpræmierede film ’Capote’ på baggrund af Gerald Clarks biografi ’Capote: A Biography’, var instruktøren Douglas McGrath i fuld gang med et helt tilsvarende projekt for Warner Brothers Independent, denne her på basis af George Plimptons historie ’Truman Capote: In which various Friends, Enemies, Acquaintancies and Detractors recall his Turbulent Career’. Hvilken af bøgerne, der er den bedste manuskriptbaggrund, skal jeg ikke kunne sige, men under alle omstændigheder bringer de identiske historier på bane – måske fordi der kun er den ene historie i Truman Capotes liv: Hans arbejde med det blodige firdobbelte Kansas-mord, som satte ham i stand til at skrive bogen ’In Cold Blood’. To film om det samme emne burde ikke kunne ske, men sket er sket, og det siger vel også noget positivt om uafhængigheden og omtanken hos Warner Brothers Independent, at de har ladet McGraths film gå sin gang, uanset den tankevækkende filmiske dobbeltdækning. Philip Seymour Hoffman vandt en Oscar for sit portræt af Capote. Toby Jones, som her spiller den underholdende hovedrolle, er heller ikke dårlig, måske endda noget bedre. En lillebitte trold af en mand, fruentimmer at se på – frivilligt, bevidst og ironisk et bøssefruentimmer, med en stemme som umoden rosenkål, klædt i sjaler og lange damefrakker. Hvad Toby Jones tilfører filmen af interesse kan dårligt undervurderes.
Han dukker ud af tøjet og manererne med en ubestemmelig identitet af et væsen, som fascinerer. Hvad sker der med manden Capote? Toby Jones giver netop ikke svaret, men noget af svaret.




























