Når man sidder øverst oppe på rotunderestauranten i Beirut og kigger ud over Middelhavet, og tjenerne vimser omkring med de lifligste franske retter, og restauranten summer af internationale stemmer og befriende humør, tænker man på, hvilken kæmpe skam og rædsel det er, at Libanon ikke er et frit og harmonisk land. Engang var det. Men nu skal man kun køre nogle kilometer, før man er i Hizbollahland, og endnu kortere distancer, før man ser udbombede huse, slumgader og altaner, der hænger frit i luften med deres stålwirer som rådvildt strittende edderkoppeben.

Libanesisk film – også en mangelvare.