Komedie er ikke ligefrem det første, man tænker på, når talen falder på religiøse stridigheder i Mellemøsten. Ej heller musicalnumre.

Men det er netop de midler, libanesiske Nadine Labaki tyer til i ’Hvad gør vi nu?’, som forener komedie og religiøst drama på en måde, der virker som en forhåbningsfuld forlængelse af det arabiske forår på film.

Filmen er delvist optaget i de Hizbollahkontrollerede områder mellem Beirut og Damaskus, mens andre dele er filmet i de kristne områder nord for hovedstaden, og det er netop sigende for filmen, der skildrer livet i en fredelig landsby midt i et område præget af strid.

I den gådefulde og forførende åbningsscene kommer landsbyens kvinder dansende, sortklædte som en samlet organisme, der svajer sorgfuldt syngende fra side til side, til de pludselig deles i to og går mod hver deres halvdel af kirkegården: kristne til den ene side, muslimer til den anden.

Kvinder mod krig
Kirkegårdens klare opdeling viser med al ønskelig tydelighed den religiøse splittelse, der har taget så mange af deres fædre, mænd, brødre og sønner fra dem.

Og da landsbyen endnu en gang truer med at knække over på midten, beslutter kvinderne at tage ukonventionelle midler i brug for at stoppe de evindelige kampe og blodsudgydelser.

Det er med andre ord den gamle slagsang:

Hvis kvinderne styrede verden, ville der ingen krig være – blot i en forfriskende ny forklædning hos Nadine Labaki, der selv indtager hovedrollen som den smukke, kristne enke Amale, der elsker muslimen Rabih i smug.

Sammen med landsbyens øvrige kvinder finder hun på de mest bizarre løsninger på byens konflikter:

Borgmesterfruen påstår, at Jomfru Maria taler gennem hende, og senere hidkaldes en gruppe ukrainske danserinder for at holde mændene beskæftiget.

Humor som isolerende lag
Da en af byens drenge dræbes i en krydsild mellem muslimer og kristne, forsøger kvinderne at holde det hemmeligt, mens de serverer hashkager for mændene i et forsøg på at holde deres temperamenter i ave.

Det afstedkommer filmens mest mærkværdige sekvens, hvor kvinderne i et stort musicalnummer besynger hashens kvaliteter.

Med andre ord tackler Labaki, der også tidligere har skildret kvinders fællesskab i filmen ’Karamel’, det alvorlige emne på en ret uortodoks maner.

(2008)

Det er charmerende og vittigt gjort, ikke mindst i den intelligente slutscene, der flot binder sløjfe på filmen, selv om humoren lidt for ofte kommer til at stå som et isolerende lag mellem tilskueren og den egentlige tragedie.

fortsæt med at læse

Danmark får en ny filmfestival